Premiere på Al magt til folket

PREMIERE. Lise Birk Pedersens "Al magt til folket?" har fokus på en ny global politisk virkelighed, hvor politikerne er blevet sendt hjem, og populismen er i fremmarch. Dokumentarfilmen har premiere den 1. februar kl. 19 i DOXBIO med efterfølgende live-transmitteret paneldebat.

Dokumentarfilmen "Al magt til folket?" følger de første dramatiske år af et demokratisk eksperiment i Italien, hvor protestbevægelsen Movimento har lovet at sende alle politikere hjem og give magten til folket. Populismen sejrer, bevægelsen får 25 % af stemmerne, og 163 "almindelige mennesker" ender i parlamentet.

DOXBIO viser filmen fra Christiansborg den 1. februar kl. 19 med efterfølgende live-transmitteret paneldebat, hvor fokus er på den aktuelle politiske virkeligheds betydning for Danmark. Deltagerne i debatten tæller blandt andre folketingspolitikerne Uffe Elbæk (Å), Bertel Haarder (V) og Yildiz Akdogan (S).

Filmen, der får premiere i biografer over hele landet, er instrueret af Lise Birk Pedersen ("Putins Kys") og produceret af Lise Lense-Møller for Magic Hour Films med støtte fra Det Danske Filminstitut.

I forbindelse med premieren på "Al magt til folket?" lancerer CPH:DOX en ny serie på den kommende festival, som sætter fokus på populisme og radikalisering. Læs mere på doxbio.dk.