I den engelske oversættelse har "Markedets lov" fået titlen "The Measure of a Man", og det er lige præcis dét, som filmen kredser om. Hvor langt vil en mand gå for at bevare sin integritet og få dagligdagen til at løbe rundt?
Den klassiske arthouse-film handler om den 51-årige mand Thierry, der har mistet sit job og nu forsøger at få tilværelsen til at hænge sammen for sig selv og familien. Han vil ikke gå fra hus og hjem – så vil alle de anstrengelser, de har gjort sig gennem tiden, være forgæves. For at komme ud af arbejdsløsheden må Thierry igennem adskillige nedværdigende jobinterviews og ydmygende jobsøgningskurser, indtil han en dag endelig får arbejde som vagt i et indkøbscenter. Men lettelsen og begejstringen afløses hurtigt af moralske komplikationer, og Thierry må beslutte om den menneskelige værdighed, som følger med fast indtægt, er prisen værd.
"Markedets lov" var i 2015 udtaget til hovedkonkurrencen på Cannes Film Festival. Filmen blev tildelt en hæder af den Økumeniske Jury, mens hovedrolleindehaveren Vincent Lindon løb af sted med prisen for Bedste Skuespiller. Lindon har desuden vundet priser for sin præstation ved blandt andet European Film Award og den franske César-prisuddeling.
Den franske film har modtaget arthouse-støtte af Det Danske Filminstitut og distribueres af Øst for Paradis.