Biograf
20. juni: Player
De fleste vil opfatte det som en bonus at blive sendt et par dage til Côte d'Azur for at løse en rutinesag, men for den retskafne, ekstremt selvkontrollerende og lettere kedelige advokat Michael Helge er det nærmest en straf. Sol, sand og saltvand er ikke ting, der figurerer på hans top 10-liste. Opgaven er umiddelbart en simpel skilsmissesag, men så snart Michael Helge sætter sine fødder på fransk jord, går alt galt. Han bliver franarret 10 mio. kr. af firmaets penge, og pludselig ser fremtiden knap så lys ud. Heldigvis møder han sin gamle ven, den letlevende gambler Theo, og sammen får de på ægte James Bond-manér lagt en plan for at få alle pengene tilbage.
I hovedrollerne ses Rasmus Bjerg og Casper Christensen. Desuden medvirker bl.a. Lise Koefoed, Ellen Hillingsø og Lars Brygmann.
"Player" er instrueret af Tomas Villum Jensen og produceret af Michel Schønnemann og Malene Blenkov for Blenkov & Schønnemann Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Trailer
21. juni: Blot et åndedrag
Foto: Scottish Documentary Institute
Neil Platt, en ung, kvik og energisk mand fra Yorkshire, har fået konstateret Amyotrofisk Lateral Sklerose og er nu nødt til at kommunikere fra sit lammelseslimbo midtvejs mellem liv og død. "Blot et åndedrag" er en intim dokumentarfilm om livet, døden, kærligheden og håbet i skikkelse af grænsebrydende videnskab og en film om at være en god far – også når man ikke er der længere.
Dokumentaren vises i udvalgte biografer og venues i København, Kolding, Aarhus og Aalborg på Den Internationale Sklerose Dag den 21. juni.
Se program og bestil billetter på DOXBIO.
Filmen er instrueret af Emma Davie og Morag McKinnon, produceret af Scottish Documentary Institute og koproduceret af Danish Documentary Production med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Trailer
Tv
24. juni: Gulabi-banden (Den lyserøde bande)
DR1 Horisont kl. 22.00
Foto: Torstein Grude
I Bundelkhand i Indien er en revolution i sin vorden blandt de fattigste af de fattige. De fyrige kvinder i Gulabi Gang giver sig selv helt og fuldt for at tage kampen op mod kønsbestemt vold, kasteundertrykkelse og udbredt korruption.
Filmen sendes på DR1 Horisont under titlen "Den lyserøde bande".
"Gulabi-banden" er instrueret af Nishtha Jain, produceret af norske Piraya Film og koproduceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Trailer
Dvd
20. juni: Skytten
Foto: Mike Kollöffel
København holdes i et panisk jerngreb af en begavet, determineret snigskytte. Den nye danske regering har, stik imod sine valgløfter, annonceret olieboringer i Grønland, men da journalisten Mia Moesgaard forudsiger en voldsom offentlig reaktion på det miljømæssige forræderi, tager en enlig mand sagen i sin egen hånd. Hun skriver – han skyder! Demokratiets mareridt er en uhyggelig realitet – og nu er en målrettet snigskytte løs i Københavns gader.
I hovedrollerne ses Kim Bodnia og Trine Dyrholm. Desuden medvirker bl.a. Nikolaj Lie Kaas, Lars Ranthe og Bent Mejding.
"Skytten" er instrueret af Annette K. Olesen og produceret af Åke Sandgren for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Trailer