Dansk kortfilm Oscar-shortlistet

OSCAR. Tivi Magnusson er endnu en gang på shortlisten til en kortfilm-Oscar. Denne gang med instruktør Anders Walters "9 meter". 11 film er på shortlisten.

Tivi Magnusson fra M&M Productions udtaler til  FILMupdate:

"Det er med stor glæde og stolthed, at jeg erfarer, at M&M igen har fået den ære at være med i Oscar-løbet. Det er den 12. shortliste, Kim Magnusson og jeg er med på, og det har udmøntet sig i syv nomineringer og hele seks Oscar-statuetter: tre til instruktørerne og tre til os som producere."

"Det er en glæde for os igen at se, at vi kan være med til at udvikle nye talentfulde instruktører, der har gode historier på hjertet."

Anders Walters "9 meter" handler om 16-årige Daniel,  der er et kæmpe talent i længdespring og konstant slår nye rekorder. Hans mor ligger i koma og er døende, men Daniel er overbevist om, at rekorderne er med til at holde hende i live. Han oplever, at hun reagerer med små bevægelser, hver gang han beretter om en ny rekord.

Da Daniel går i stå med sine rekorder, og morens tilstand samtidig forværres, føler han sig skyldig. I et desperat forsøg på at undgå, at lægernes dødsdom bliver til virkelighed, begynder han at springe mellem hustagene i den beton-ghetto, han bor i. Han er overbevist om, at det adrenalin-rush, der udløses ved at springe i 15 etagers højde, vil give ham netop det ekstra kick, der skal til.

Anders Walter, der mest har arbejdet som tegneserietegner, ser filmmediet som en naturlig forlængelse af den metier. Han har tidligere lavet kortfilmen "Den talende kuffert" med støtte fra Filmværkstedet på Det Danske Filminstitut.

Læs artiklen Filmværkstedets ny instruktørspire.

Listen over de Oscar-nominerede i kategorien kortfilm offentliggøres den 10. januar.

Se shortlisten.

 

9 METER - BIO poster