Liv, død og snesko

NY CANADISK FILM. Canada har en særdeles rig filmkultur og landets store øde landskaber spiller ofte en hovedrolle. Oplev seks helt nye canadiske spillefilm i Cinemateket - samt et par forrygende dokumentarer.

Siden slutningen af 1980’erne, hvor instruktører som Denys Arcand, Atom Agoyan, David Cronenberg og Denis Villeneuve brød igennem har Canada – og ikke mindst det fransktalende Québec – udviklet en særdeles levende, mangefarvet og innovativ spillefilm-kultur, hvad den serie af canadiske film, som netop nu vises i Cinemateket, dokumenterer.

De store øde, barske landskaber er en vigtig del af livsbetingelserne i Canada og indgår ofte som vigtig kulisse og metafor i canadiske filmværker. Mennesker fryser ihjel i sneen, bliver kvalt under laviner eller farer vild i uendelige skove.

Atom Egoyans nye film, løbske sneplove og Québecs svar på ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’

Tænk blot på den isdækkede sø, der sluger skolebussen og børnene i Atom Egoyans mavepuster af et drama ’The Sweet Hereafter’ (1997). Egoyans seneste film ’The Captive’ (2014), der var i hovedkonkurrence i Cannes - og som har en central plads i denne serie - udspiller sig i et brutalt, farveløst vinterlandskab, der afspejler hovedpersonernes ensomhed og fortvivlelse.

’Whitewash’ er landskabet ligeledes en barsk modspiller. I en brandert rammer Bruce, ved et uheld, en mand med sin sneplov og slår ham ihjel. Bruce gemmer liget og begiver sig i panik ud i den sneklædte ødemark, og hvad der startede som en intens thriller udvikler sig snart til et mørkt karakterstudie.

Udover vild, ugæstfri natur og socialrealistisk drama kan du opleve Québecs svar på ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’. ’Henri Henri’ er fortællingen om en naiv ung mand, der hele sit liv har levet i et kloster, hvor han har udskiftet de elektriske pærer. Da klostret bliver solgt, må han klare sig i en fremmed verden og i stedet ’oplyse’ andre menneskers liv. Filmen udmærker sig ved en utrolig kreativt udtænkt, humoristisk scenografi og gudesmukke billeder.

Tid: 24. marts-1. april
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestillingcinemateket.dk og tlf. 3374 3412. 

Nye canadiske dokumetarer

Canada har i mange år været synonym med en usædvanlig stærk dokumentarfilmtradition. Månedens Dokumentar i april, ’Our Man in Tehran’ (2013), der går tæt på Canadas rolle i gidselaffæren under den iranske revolution i 1979, er således et eksempel på canadisk dokumentarfilm, når den er allerbedst.

... og se så i øvrigt 'Over My Dead Body' under Dansens Dag den 26. april - en fascinerende dokumentar om en provokerende koreograf, som lider af cystisk fibrose og venter på en livsforlængende lungetransplantation.

Tid: 'Our Man in Tehran 2.-7. april. 'Over My Dead Body' 26. april.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetbestillingcinemateket.dk og tlf. 3374 3412.