Berigende bogsnak
Jørgen Leth er indbegrebet af 60’ernes coolness og lethed, dens legende attitude. Og i den nye bog ‘Kunsten at gå på gaden’ samler forfatter og redaktør Lars Movin op på Jørgen Leths tekster fra 60’erne om film, musik, ballet, litteratur, rejser – alle de lethske fascinationer, der finder deres første udtryk her.
Oplev de to velformulerede herrer diskutere 60'ernes danske kunstscene live i Asta Bar kl. 17 – der er fri entré.
Bogen 'Kunsten at gå på gaden' (Gyldendal, 2012, 458 s.) kan købes til medlemspris i Filmhuset Film- og Boghandel hele september for blot kr. 299,- (vejl. Udsalgspris kr. 349,-).
Apartheid tur-retur - Carlsen introducerer 'Dilemma'
Movin og Leth vil i deres snak bl.a. runde Henning Carlsens centrale 60’er-film 'Dilemma', som også Jørgen Leth skrev om i sin tid. Filmen handler om en ung englænder – Toby Hood – der er kommet til Sydafrika for at overtage ledelsen af et stort engelsk forlags Johannesburg-filial. Hans forhåndskendskab til sydafrikanske forhold er overfladisk og forretningsorienteret. Men efterhånden kommer han ind i den hvide overklasses selskabsverden.
I et interview foretaget af Leth ved premieren i 1962 fortalte Carlsen, hvorfor han under en Sydafrika-rejse valgte at bruge Nadine Gordimers roman 'World Of Strangers' som afsæt "Jeg var sammen med masser af mennesker, som må hade mig idag. Jeg følte denne bogs sandhed på min hud. Jeg kendte en Anna Loew, en Cecil Alexander, en Sam, en Steve."
Kl. 19.15 introducerer Carlsen selv filmen – i 50-året for premiere. Entré til film med introduktion: 65/40 kr.
Tid: Torsdag den 13. september kl. 19.15
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412