Ubarmhjertig belgisk hormonbombe

NAKKEDRAG. "En af de bedste film, jeg nogensinde har set," siger den amerikanske instruktør Michael Mann om 'Bullhead', der tidligere på året var nomineret til en Oscar. Cinemateket viser Månedens Film den 4.-14. april.

'Bullhead' er en mørk, uafrystelig og helt igennem original filmfortælling, en mafia-thriller, et intenst karakterstudie og en foruroligende tragedie. Humor er der også blevet plads til i form af to uefne småkriminelle mekanikere. Men mest af alt er filmen et komplet uforudsigeligt dyk ned i et univers af hormoner, længsler – og kvæg.

Tyrenakke på væksthormoner

Matthias Schoenaerts leverer en skræmmende god og indædt præstation i titelrollen som den steroid-afhængige Jacky, der arbejder som medhjælper på sin families kvægbrug. Hans svoger opdrætter dyr med ulovlige væksthormoner, der leveres af lyssky karakterer fra den lokale mafia. Jacky har således let adgang til testosteron-præparater og anabolske steroider, som han fylder sig med i store mængder.

Fatalt flashback

Først sent får vi – i et flashback til en forfærdelig begivenhed i barndommen – en forklaring på Jackys misbrug, ensomhed og indestængte vrede. En politimand, som undersøger det illegale marked, bliver myrdet. Jacky prøver nu at forlade det kriminelle miljø, hvilket tvinger ham til at vende tilbage til den barndomsbegivenhed, der ødelagde ham, og de mennesker, der var til stede dengang. Det gælder også barndomsveninden Lucia, som han stadig er hjerteskærende besat af.

Barsk og uforudsigelig

"Vi er alle på røven," advarer Jacky os (i voice over) i starten af belgiske Michael R. Roskams imponerende debutfilm. Dette udsagn gør dog ikke plottets drejninger og filmens stærke slutning lettere at forudsige – eller glemme.

Den danske presse skriver bl.a.:

"Sætter sig fast i erindringen som et velplaceret knytnæveslag i mellemgulvet."
- Sophie Engberg Sonne, Politiken ♥♥♥♥♥

"Et stærkt drama om had, hævn og uskyldstab."
 - Louise Kidde Sauntved, Berlingske ★★★★★

"Yderst seværdig."
 - Natalie Useche, Nosferatu ★★★★★★

"Tager fat om maskulin mindreværdsfølelse og ækel social arv på nye, bestialske måder."
 - Jonas Varsted Kirkegaard, Information

Filmen præsenteres i samarbejde med CPH PIX.

Tid: Onsdag den 4. april kl. 19.15 - lørdag den 14. april kl. 19.15 (tirsdag den 10. kl. 21.45)
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412