Hjem til jul – Finurlig norsk juleklassiker

MÅNEDENS FILM. Kom i salig julestemning – eller på afstand af juleræset – med den norske instruktør Ben Hamers nyeste film "Hjem til jul". Filmen vises i Cinemateket fra den 17. til 27. november.

Bent Hamer, instruktøren bag "Æg", "Salmer fra køkkenet" og "O'Horten", sammenvæver i sin nyeste film "Hjem til jul" en række historier, der alle udspiller sig i lille sneklædt norsk by juleaften.

En mand klæder sig i julemandskostume for at kunne gense sin ekskone og sine børn, uden at de ved, at det er ham; en tidligere fodboldstjerne, der nu er gået i hundene, møder en gammel flamme, der sælger juletræer; en midaldrende kvinde er overbevist om, at hendes gifte elsker omsider vil forlade sin kone, og en skoledreng foregiver, at hans familie ikke holder jul for at kunne være sammen med sin smukke muslimske klassekammerat. Og endelig er der rammehistorien om en serbisk mand, der må kidnappe en læge for at få hjælp til sin fødende kone.

Filmen balancerer mellem livsbekræftende og mere sørgelige og dramatiske fortællinger, widescreen-billederne er omhyggeligt farvesatte og tindrende smukke, og musikken er fremragende.

"Hjem til jul" er en del af serien Norwave – ny norsk film.

"Hjem til jul"
17. til 27. november

NB: Cinematekets medlemmer har gratis adgang til visningen den 17. november.
Billetbestilling

Instruktør: Bent Hamer
Norge, 2010
35mm, 90 min.
Tilladt over 15 år, Engelske undertekster

Hejm_til_jul_2_210