Udover at løbe med hovedprisen, var "Two Years at Sea" også en af de helt store publikumssucceser på CPH:DOX 2011, hvor alle tre visninger blev udsolgt. De som ikke nåede at se filmen, får nu chancen fra den 24. januar i Cinemateket.
Filmen er et hypnotisk og smukt portræt af eneboeren Jake, der har isoleret sig blandt høje, mørke træer i sit hjemmebyggede landsted – en campingvogn højt oppe i en trækrone. Her får han tiden til at gå med besynderlige projekter, middagslure i dugfriske enge og tankevirksomhed på sin tømmerflåde i søen, mens han udlever den radikale drøm, han havde som en ung mand.
Filmens instruktør, Ben Rivers, interesserer sig for folk, der lever i udkanten af det menneskelige fællesskab. Rivers skildrede eneboeren Jake allerede i 2006 i kortfilmen "This is My Land" og har nu dedikeret ham sin første film af spillefilmslængde.
Resultatet, "Two Years at Sea", er en kunstnerisk oplevelse helt ud over det sædvanlige – en af den slags film, som skal ses i biografen.
Hvad: Månedens dokumentar: "Two Years at Sea".
Hvornår: 24. til 31. januar, kl. 19.00 i Cinemateket.
Læs mere og bestil billetter.
Cinematekets programredaktion, CPHDOX og European Documentary Network står bag Månedens Dokumentar.