Fundamentalistisk tvekamp

MÅNEDENS DOKUMENTAR. En islamisk fundamentalist og en amerikansk kristen fanatiker krydser klinger i "Holy Wars". Dokumentarfilmen vises fra 9. til 13. september som en del af Cinematekets markering af ti-året for angrebet på World Trade Center.

Khalid Kelly er muslim af irsk oprindelse - og islamisk fundamentalist. Han bor i England og har opkaldt sin søn Osama efter den nu likviderede Al Qaeda-leder. Aaron Taylor er en fanatisk amerikansk missionær, der tager på farefulde rejser til muslimske lande for at omvende så mange som muligt til kristendommen.

Begge mænd er overbeviste om, at verden bevæger sig mod et apokalyptisk opgør mellem islam og kristendom, og at deres egen religion til sidst vil sejre.

Instruktøren Stephen Marshall har fulgt de to frontkæmpere over flere år - fra starten af "krigen mod terror" til valget af Barack Obama som USA's præsident. Da instruktøren midtvejs i filmen bringer de to mænd sammen i et tomt varelager i London, sker der noget uventet.

Resultatet, "Holy Wars", er en skarp, indtrængende og til tider humoristisk film om religiøs fundamentalisme.

Filmkritiker Kim Skotte introducerer visningen 13. september.

Holy Wars
9. til 11. september, kl. 19.15
13. september, kl. 19.15 (med introduktion af Kim Skotte)
Billetbestilling

Instruktør: Stephen Marshall
USA 2010
82 min.
Engelske undertekster
Tilladt over 15 år