Det kunne have været åbningsscenen i en film: Oplægsholderen (mig), der står i et kvindenetværk på en prisbillig restaurant i København og tegner og fortæller om min nyligt udgivne roman, Kronprinsessen. Romanen handler om en ambitiøs ung kvinde, der pludselig befinder sig i magtens slåscirkel, da hun uventet udnævnes til miljøminister. Oplægsholderen taler engageret om kvinder og magt, patriarkalsk undertrykkelse og feminismens nødvendighed. Som altid bliver nogle af tilhørerne provokerede, krydser armene foran sig, rynker bryn og udtrykker i det hele taget en vis skepsis overfor oplægsholderens skarptskårne analyse af de alt for ulige køn vilkår i Danmark. Men én af de unge kvinder sidder ufravendt og smiler og nikker samstemmende og opmuntrende hele seancen igennem. Hun kunne tilsyneladende ikke være mere enig.
Efter oplægget kommer hun straks hen og præsenterer sig. ”Hej,” siger hun og stikker poten frem. ”Jeg hedder Kathrine Windfeld. Jeg er filminstruktør og det er mig, der skal instruere Kronprinsessen. ” ”Hva’ba?” siger jeg måbende. Jeg ved selvfølgelig, at den svenske filmproducent Anna Croneman er i færd med at lede efter den instruktør, der skal stå for adaptionen af min roman og gøre den til en svensk tv-serie. Men at hun har hyret en ung, ukendt dansk instruktør er helt nyt for mig. Da Kathrine ser min forvirring, slår hun et af sine skraldgrin op. ”Ja, de ved det ikke oppe i Stockholm endnu. Men sådan bliver det. Jeg VIL instruere den tv-serie. Det er simpelthen min serie.”
På det tidspunkt er vi i begyndelsen af nullerne, Kathrine har været færdiguddannet fra filmskolen i Lodz i syv-otte år og har fortrinsvis ernæret sig som instruktørassistent for bla. Ole Christian Madsen ("Edderkoppen", "Nordkraft", "Rejseholdet"). Hun har selv stået bag et par mindre produktioner, herunder den roste dokumentarfilm ”Min søn, min mand, min far”, men det er endnu ikke lykkedes hende at overbevise diverse høje herrer i tv-og filmbranchen om, at hun skal have lov til at prøve selv og få sit navn øverst på plakaten. ”Det er for tidligt, Kathrine!” er der blevet sagt igen og igen, men det omkvæd er hun blevet grundigt træt af. Hun er midt i trediverne og har hverken tid eller tålmodighed til at vente længere. Så da dette feministiske tv-projekt, som oven i købet var blevet båret frem af en feministisk svensk producent, dukker op i pipelinen, griber hun chancen og gør det, som hun er uforlignelig til: Sparker røv! Straks efter mødet i kvindenetværket ringer hun til Anna Croneman, som selv er en tough cookie, i Stockholm og gentager sin frejdige erklæring. Anna bliver blæst omkuld af Kathrines uimodståelige selvsikkerhed, inviterer hende til møde i Stockholm - and the rest is history.
Fra første dag på settet var det tydeligt, at Kathrine var i sit es som holdkaptajnen med det forkromede overblik og det gode humør, der spredte sig omkring hende. Ikke at hun var konfliktsky, slet ikke. Hun kunne være kontant, når det var nødvendigt, gad ikke høre på pladder og kunne få flip af de svenske arbejdstidsregler. For resten lærte hun også at tale sådan et slags charmerende svanska, pidgin-svensk, som hun aldrig rigtig lagde af sig igen (noget kunne være ”mysigt”, ”hämskt” eller ”kul”.) og hun kunne imponerende nok sætte en hel tallerken pyt-i-panna til livs til frokost og bagefter gå ind og arbejde veloplagt videre. Så alle var glade, især da serien blev en fortjent succes.
Kathrine selv var overordentlig tilfreds med sit eget arbejde og var uhæmmet glad for at kunne give de danske hængehoveder fingeren, da "Kronprinsessan" blev Emmy-nomineret. Forventningsfulde drog hele holdet, herunder undertegnede, til prisfesten i New York. Mens visse lyseslukkere blandt os (mig) tvivlede på, at vi ville vinde i den hårde konkurrence, var Kathrine overbevist om, at det ville vi selvfølgelig. Og den feministiske instruktør, der aldrig var bange for at diskutere kvinders underrepræsentation i dansk film, gik all in – bogstaveligt talt - i en voluminøs marengsinspireret gallakjole (rød, så vidt jeg husker), så ingen i det mondæne ballroom kunne være i tvivl om, at Danish director Kathrine Windfeld had entered the building. Desværre forlod hun ikke bygningen som vinder, det var ærgerligt, især når man nu ved, hvor travlt hun egentlig havde. Hvis hun havde vundet, ville vejen til den internationale karriere, hun lige nåede at dufte til, måske have været kortere. Men det var der jo heldigvis ingen, der anede dengang, og hun skyllede hurtigt skuffelsen ned med en stribe gintonics på det nærliggende diskotek og havde en fest i sin kæmpekjole. Jeg trak mig tilbage længe før hende, men at hun havde været nattens dronning, var der vist ikke tvivl om.
Kathrine var i det hele taget til fest og farver, stor latter og store armbevægelser. Samtidig var hun ambitiøs og hårdtarbejdende – f.eks. ville hun have sit bokssæt. Hvilket betød, at hun nærmest forlangte, at jeg skulle skrive endnu to romaner i samme politiske serie, så hun kunne få en dvd-trilogi. ”Den vil se så godt ud i reolen!”. Jeg gjorde, hvad hun bad om – hvad som helst for at få det unikke samarbejde med denne dynamiske powerwoman til at fortsætte. Så både "Kongemordet" og "Dronningeofret" blev også tv-adapteret med Kathrine som den kongeniale og kompromisløse forløser.
Jeg kan ikke forestille mig nogen anden, heller ikke kvindelig, instruktør, som ville have forstået forfatterens komplekse budskab – og sørget for, at det gik rent og ufortyndet igennem til det skandinavise tv-publikum. Hun kunne jo både male med den brede pensel og sidde med den fine af mårhår, som man bla kunne se i de følsomme scener med den voldsramte Linda ("Kongemordet") eller den alzheimerramte Meyer ("Dronningeofret"). For selvom hun var ”one of the boyz”, behøvede hun ikke altid at råbe op, hun kunne også lytte og være stille.
Efter gennembruddet med Kronprinsessan fik hun omsider hul igennem og blev især i Sverige en skattet instruktør. Blandt andet gav man hende chancen for at bevise, at kvinder også kan lave actionfilm, da hun fik tilbud thrilleren "Hamilton" – i nationens tjeneste med selveste Mikael Persbrandt i hovedrollen. Så vidt jeg erindrer, bestod instruktionen af denne sexede ballademager af lige dele flirt og fast hånd (”jeg må under ingen omstændigheder falde for ham!”) og det lykkedes Kathrine at få actionhelten til at vise nogle blødere, mere feminine sider, så han fik ”flere dimensioner”, som hun sagde.
Hun var glad for svenskerne og de elskede hende, men hun var knap så glad for, at arbejdet i Sverige ofte tvang hende væk fra familien. Så trods en rastløs udlængsel passede det hende perekt at få flere spændende opgaver ("Forbrydelsen", "Broen", "Sommer" osv) i det Danmark , som efterhånden havde fået stigende respekt for en instruktør med flere og flere kilometer i benene.
At det var Kathrine, der kom til at stå som konceptuerende instruktør på "The Team" var givetvis et karrieremæssigt spring op i hierarkiet, som allerede inden serien har haft premiere har gjort indtryk i den vide verden. Da jeg sidst så hende midt i december, var det netop den, vi talte om – verden, Hollywood. I årets løb havde hun fået et par henvendelser fra interessante internationale sværvægtere, som af den ene eller den anden grund ikke var blevet realiseret. Men nu stod hun igen og overvejede et seriøst amerikansk tilbud som ville kræve, at hun skulle flere måneder over there. Atter var det hensynet til især sønnen, der fik hende til at vakle. ”Så må han jo komme med,” blev vi enige om. Jeg synes jo, hun skulle gribe denne enestående chance, ”Det er nu, Kathrine!”.
Få dage før jul postede hun et foto af den underskrevne kontrakt på Facebook og på en måde er det jo en trøst, at hun var på vej til Hollywood, da sygdommen fældede hende. At hun ikke nåede at få sit endelige internationale gennembrud er ikke kun synd for hende, men også for os, biografpublikummet. Hun havde formatet til at lave store film med mening og kant, hun kunne have løftet gode historier til at blive endnu bedre. Jeg kan sagtens se hende for mig til the Oscars, i sin røde marengskjole med statuetten løftet højt over sig. Sådan skulle det desværre ikke blive, men mon ikke det ville have glædet hende at vide, at det tragiske budskab om hendes alt for tidlige død blev breaking news hos alle danske medier?
Kathrine var en stjerne, Kathrine er en stjerne.
