Ny feministisk filmpris uddeles til Bodilfesten

MINDELEGAT. Kathrine Windfelds Mindelegat gives til en person, der arbejder kunstnerisk for at sikre kvinder og mænd lige vilkår. Prisen på 50.000 bliver uddelt for første gang til Bodilfesten den 5. marts.

En ny pris, Kathrine Windfelds Mindelegat, uddeles for første gang til Bodilfesten 5. marts til en eller flere personer, der på kunstnerisk vis arbejder for at sikre lige kår for mænd og kvinder. Prisen er opkaldt efter instruktør Kathrine Windfeld, der kæmpede indædt for ligestilling i den danske filmbranche og for eksempel var en af de få fortalere for kønskvoter.

Windfeld døde pludseligt 48 år gammel af en hjernesvulst sidste år, mens hun var midt i færdiggørelsen af filmen "Det kan blive endnu bedre", der markerede 100-året for kvinders valgret. I forbindelse med begravelsen samlede familie og venner ind til en fond, der i Windfelds ånd honorerer kunstnerisk arbejde for ligestilling. Prisen på 50.000 kroner bliver uddelt under den 69. Bodilfest den 5. marts på Bremen Teatret.

Fondens bestyrelse består af fotograf Søren Kuhn, producer Malene Flindt Pedersen, Direktør for filmstøtte i Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard og rektor på Den Danske Filmskole, Vinca Wiedemann.

Dansk films ivrigste kønsdebattør

Kathrine Windfeld er uddannet filminstruktør fra The National Polish Film School i Lodz og tog en master i filmproduktion fra Leeds University. Hun slog igennem med de svenske miniserier "Kronprinsessen"(2006), "Kongemordet" (2008) og "Dronningeofret", der er baseret på Hanne-Vibeke Holsts romaner.

Læs Hanne Vibeke Holsts mindeord om Kathrine Windfeld: Kathrine var en stjerne

 Hun spillefilmdebuterede med "Flugten" (2009) om en dansk journalist, der tages som gidsel i Afghanistan og instruerede derefter den svenske actionfilm "Hamilton: I nationens interesse" (2012). Som et af sine sidste projekter var hun konceptuerende instruktør på DR-serien "Mord uden grænser" (2015).

Kathrine Windfeld var en ivrig debattør om ligestilling i den danske filmbranche. "Mænd er blevet valgt på grund af deres køn i de sidste hundrede år, så det har jeg ingen problemer med. Jeg ville jo ikke få jobbet, hvis jeg ikke var kvalificeret til det," sagde Windfeld til ideen om kvoter.

"Debatten om køn, film og diversitet har mistet sin på en gang mest rabiate og elskelige forkæmper," skrev Henrik Bo Nielsen i sine mindeord sidste år.

Bodilprisen 2016