Nyt call – Støtte til markedsaktiviteter

MEDIA CALL EACEA 17/2016. Europa-Kommissionen har offentliggjort den kommende ansøgningsfrist for støtte til markedsaktiviteter.

Denne ordning støtter arrangementer og aktiviteter (herunder også computer-baserede informationsværktøjer), der har til formål at facilitere den audiovisuelle branches adgang til markeder med henblik på at promovere europæiske film, tv-programmer og digitale spil.

Ansøgningsfrist 

Ansøgningsfristen er 2. februar 2017, kl. 12.00

Støtteordningen gælder aktiviteter, som påbegyndes mellem 1. juni 2017 og 31. maj 2018. 

Hvem kan søge? 

Organisationer og selskaber, som er baseret i et land, der deltager i MEDIA-programmet, og som har dokumenteret erfaring inden for sit felt.

Støtteberettigede projekter

Ordningen støtter aktiviteter, som stimulerer cirkulation og markedsføring af europæiske audiovisuelle værker inden for en af følgende tre kategorier:

Aktivitet 1: Adgang til fysiske markeder for den Europæiske audiovisuelle branche 

Herunder aktiviteter, som har til hensigt at lette den audiovisuelle branches, projekters og værkers adgang til markedet, f.eks. koproduktions- og finansieringsfora, pitching events, eller markeder/events som fremmer salget af færdigproducerede projekter. Der vil blive lagt særligt vægt på kortfilm, digitale spil, cross media projekter og tv-serier.

Aktivtitet 2: Online-værktøjer som understøtter netværksdannelse mellem virksomheder i den audiovisuelle branche  (B2B-netværk)

Fx udvikling af databaser og netværk, som fremmer deling af information, stimulerer koproduktion, finansiering, salg mv. af europæiske audiovisuelle værker.
NB: Digitale distributionsplatforme og digitalisering af audiovisuelle værker er ikke inkluderet i denne støtteordning.

Aktivitet 3: Fælles-europæiske markedsføringsaktiviteter 

Herunder fx implementeringen af markedsføringsaktiviteter i og udenfor Europa, som arrangeres af Europæiske netværk eller brancheorganisationer, (som repræsenterer mindst 15 MEDIA-lande), og som har til hensigt at facilitere distributionen af europæiske audiovisuelle værker på tværs af landegrænser samt fremme netværksaktiviteter mellem branchefolk. 

Aktivitet 3 omfatter også etableringen og lanceringen af markedsføringsinitiativer og -platforme, som fremmer innovative måder at distribuere og lancere af europæiske værker samt opfordrer til udveksling af erfaringer og informationer mellem europæiske branchefolk. Disse aktiviteter skal organiseres og koordineres i et samarbejde mellem minimum tre forskellige enheder fra tre forskellige MEDIA-lande.

Budget og støttebeløb

Det samlede budget for tilskud til markedsaktiviteter i 2017 er på 7,5 millioner EUR. 

Tilskuddet til det enkelte projekt afhænger af projektets samlede budget. For markedsaktiviteter som er målrettet de Europæiske lande, som deltager i MEDIA-programmet, kan tilskuddet fra Creative Europe maksimalt udgøre 60 % af aktivitetens samlede budget. For aktiviteter målrettet lande udenfor Europa kan tilskuddet maksimalt udgøre 80 % af aktivitetens samlede budget. 

Hvor stor er chancen for at få støtte?

Godkendte ansøgninger bliver evalueret baseret på et pointsystem og ansøgningerne bliver rangeret efter det samlede pointantal. Ansøgerne med de højeste antal point modtager støtte inden for budgetrammerne. Pointsystemet er beskrevet i retningslinjerne. 

Ansøgningsprocedure

Alle ansøgere skal registrere sig i Participant Portal, hvorefter man modtager en PIC-kode (Participant Indentification Code) som skal bruges i den elektroniske ansøgning. Profilen kan opdateres og bruges ved fremtidige ansøgninger. 

Ansøgningen sker via en E-form. Det er muligt at vedhæfte dokumentation, budgetter m.m. og ansøgningen skal være afsendt senest kl. 12.00 på ansøgningsdatoen. 

Vejledning til ansøgning

Vi anbefaler, at man læser de detaljerede retningslinjer for støtte til markedsaktiviteter i deres helhed. Retningslinjerne, ansøgningsskemaer, vejledninger m.m. findes på EU-Kommisionens hjemmeside samt i højrespalten. 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker hjælp og vejledning med din ansøgning, er du altid velkommen til at kontakte os: Ene Katrine Rasmussen, ener@dfi.dk og Maiken Høj, maikenh@dfi.dk.

Ved spørgsmål vedrørende ansøgningsprocessen for dette call kontakt da: EACEA-MEDIA-MARKETS@EC.EUROPA.EU 

Skulle der opstå tekniske problemer i ansøgningsprocessen, kan spørgsmål rettes direkte til:

Help Desk, Europa-Kommissionen
E-mail: eacea-helpdesk@ec.europa.eu
Telefon: +32 2 299 0705