Højdepunkter fra alverdens afkroge

MANGFOLDIGHED. På Københavns internationale filmfestival CPH PIX kan du opleve farverige film fra samtlige verdenshjørner. Vi guider dig til de bedste oplevelser fra kendte - og mere ukendte - kanter.

Fra sydkoreansk kunstfilm i 3D til kontroversiel iransk kønsskildring - vi præsenterer festival-højdepunkter fra alverdens afkroge. 

SYDKOREA

'Arirang' - en festivaldarling vender hjem

Den koreanske enfant terrible-instruktør Kim Ki-duk gør et udefinerbart comeback med denne på én gang bizarre og morsomme videodagbog, hvor skellet mellem fantasi og virkelighed er lige så tyndt som i hans filmhits ('Forår, sommer, efterår vinter... og forår', 'Tomme huse', 'Time'). Som at stirre direkte ind i hjernen på et miskrediteret geni, hvor en grusom hævnplan langsomt tager form.

Tirsdag den 24. april kl. 16.30. 

'A Fish' - spirituel kunstfilm i 3D

En logik-professor modtager en dag et ildevarslende opkald, men hvad der starter som en detektivhistorie, viser sig hurtigt at blive en spirituel rejse, der trækker på elementer fra genrefilm og shamanisme. En på alle måder imponerende sydkoreansk debut fra et lovende talent (Park Hong-min), der samtidig viser, at kunstfilm og 3D ikke er hinandens modsætninger.

Fredag den 27. april kl. 16.30. 

BELGIEN

'Monkey Sandwich' - vandrehistorier gone wrong

Myter, vandrehistorier og hallucinationer ligger lag på lag i historien om den fanatiske teaterinstruktør Jerry, der kæmper med at få sin tyske trup til at realisere sine komplet umulige forestillinger, inden han (og filmen!) giver totalt slip på jordforbindelsen. Den anerkendte, belgiske teaterinstruktør og koreograf Wim Wandekeybus' spillefilmsdebut er balstyrisk og uforudsigelig som en moderne version af Frederico Fellinis '8 1/2'.

Lørdag den 21. april kl. 21.30.
Torsdag den 26. april kl. 16.30.

'Bullhead' - ekstravisning

'Bullhead' var Månedens Film i starten af april – og den belgiske hormonbombe udløste flotte anmeldelser og fulde sale. Filmen portrætterer den steroid-afhængige Jacky, der arbejder i kvægindustrien og involveres i handel med illegale væksthormoner. Cinemateket og CPH PIX har arrangeret en ekstravisning af den barske fortælling, der af Michael Mann blev udråbt som: "En af de bedste film, jeg nogensinde har set."

Torsdag den 26. april kl. 21.30.

AMERICAN INDIES

'Corman's World: Exploits of a Hollywood Rebel' - b-film med stort C

Hvis b-filmens historie er Hollywoods historie, så er den også mere end nogen anden Roger Cormans. Mød midnatsfilmens mester i et veloplagt portræt, spækket med klip fra Cormans mere end 300 film og underholdende røverhistorier fra Corman-disciple som Martin Scorsese og Jack Nicholson.

Lørdag den 21. april kl. 14.00.

'Lloyd the Conqueror' - rollespilskomedie med heavy metal-score

Nørdfilmen når nye gakkede højder i Michael Petersons ekstremt veloplagte indie-komedie om gymnasieknægten Lloyd og hans dorske sidekicks, der står over for at dumpe eksamen, medmindre de udforsker deres engelskprofessor i en noget atypisk konkurrence. Tænk 'Gentlemen Broncos' og 'Napoleon Dynamite', og du er på rette vej.

Lørdag den 21. april kl. 16.30.

'Take Shelter' - dommedag i Midtvesten

Et knusende stilsikkert og urovækkende thrillerdrama om en mand, der muligvis er ved at bryde sammen, men måske i virkeligheden forudser ikke bare sin egen men hele verdens undergang. Langsomt og nervepirrende effektivt bygger instruktør Jeff Nichols op til stormen, som er på vej, og Michael Shannon og Jessica Chastain brillerer i deres roller. 'Melancholia' i Ohio, som havde den været instrueret af David Fincher.

Torsdag den 26. april kl. 21.45.

IRAN

'Goodbye' - kontroversiel kønsskildring

I Iran får kvinder få chancer for at klare sig alene, men det er ikke desto mindre vilkårene for advokaten Noura, der fratages sin bestaling og efterlades af sin mand. En stærk og vedkommende film om stækkede vinger, af en mand, der kender det på egen krop. Instruktøren Mohammad Rasoulof sidder i dag i husarrest på grund af sit virke.

Tirsdag den 24. april kl 21. 45.

OBS: Den planlagte filmmesse i Cinemateket lørdag den 21. april kl. 12.00 er desværre blevet aflyst - men alle filmvisningerne på dagen kører som planlagt.

Tid: 21.-27. april
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412