Friday Late Night i April

LATE NIGHT SPECIAL. Kom til koncert med en af 1980’ernes største alternative rockgrupper fredag 4. april. Der er bar fra kl. 20.00 og DJs efter filmen ’The Cure In Orange’, som vises i original 35mm-version. Cure-specialist Anders Reuss introducerer.

The Cure er et fænomen med sit helt eget take på goth, psykedelika og eksistentialistisk angst-kriblende sangskrivning. Med bandlederen og sangskriveren, hulepindsvinet Robert Smith i front, samt en bredmalet lyd i stadionformat, kunne de erobre sine lyttere.

The Cure havde allerede indtaget de store arenaer og spillet sig ind på den forjættede amerikanske top 100-albumliste, da de den 9. august 1986 tråde ind på det næsten 2000 år gamle romerske Theatre Antique d’Orange i Frankrig og leverede et af karrierens absolutte live-højdepunkter. Robert Smith entrer scenen, smider en overdimensioneret touperet paryk, og overrasker hele det stopfylde amfiteater med en nydeligt kortklippet frisure. Og så går det ellers over stok og sten med mere end halvanden times hitparade iblandet overraskelser og godbidder fra det imponerende bagkatalog: ’Play for Today’, ’Close to Me’, ’Let's Go to Bed’, ’Boys Don't Cry’, ’One Hundred Years’.

”Hver eneste koncert, vi spiller nu, synes at nå nye højder. Jeg ønskede at erobre dette øjeblik for evigt, før vi går videre eller giver op,” udtalte Robert Smith om filmen, der havde premiere i de amerikanske biografer i efteråret 1987 og sidenhen blev udgivet på VHS-bånd. Koncerten er ikke siden udkommet officielt på DVD. I samarbejde med CPH PIX viser vi den originale 35mm version. Der er bar fra kl. 20.00 og DJs både før og efter filmen, der begynder kl. 21.30.

Cure-specialist, radiovært og musikkritiker Anders Reuss introducerer filmen.

Tid: ’The Cure in Orange’. Fredag 4. april fra kl. 20.00.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12