Et kig i spåkuglen

LANCERINGSDAGEN. Publikum elsker stadig film, og de vil gerne betale for det. Ifølge medieanalytiker Alison Casey vil der fortsat komme flere penge i film og tv.

Alison Casey fra det London-baserede analyseinstitut Futuresource Consulting har set nærmere på globale tendenser i filmmarkedet. Mandag den 23. november fremlagde hun deres forventninger til de kommende år på Lanceringsdagen i Filmhuset.

Ifølge Alison Caseys prognoser vil det globale forbrug af film og tv stige fra $250 mia. i 2009 til $300 mia. i 2014. Den største del af stigningen vil gå til de abonnementsbetalte tv-kanaler.

Oplæg

samlet-forbrug-film-og-tv 

Biografmarkedet er i stigning

Der vil være fortsatte stigninger i det globale biografmarked frem mod 2014, som primært skyldes højere billetpriser. Især 3D-filmene er med til at hæve priserne.

"Man skal dog passe på. Flere og flere familier begynder at spørge sig selv, om de kan betale ekstraprisen for at se filmen i 3D. Flere vil begynde at vælge 2D-versionen, når der ikke er tale om storfilm," fortalte Alison Casey til ca. 170 lyttende producere og distributører.

De øgede indtægter ved billetlugen bliver dog spist af et samlet fald i indtægterne for dvd og Blue-Ray. Mens dvd-indtægterne falder hurtigt, vil der fortsat frem mod 2014 være en stigning i Blue-Ray-indtægterne.

Der vil også være mulighed for øgede indtægter til filmbranchen i forbindelse med Video-On-Demand, betalingskanaler og online video. Film på internettet og mobile platforme vil dog fortsat kun give små indtægter i de kommende år, da forbrugerne ikke er villige til at betale ret meget for det. De er vant til at kunne få indholdet gratis eller næsten gratis.

samlet-forbrug-film

Internet og 3D på fjernsynet

Den teknologiske udvikling vil ifølge Alison Caseys beregninger medføre, at 40 % af alle husstande i Vesteuropa (62 % i USA) forventes at have et 3D-tv i 2015. Forskellen i produktionsprisen mellem et 2D- og 3D-tv er så lille, at det snart vil blive standard i alle nye fjernsyn. Biograferne vil dermed ikke stå med monopol på 3D-oplevelsen. For producenterne betyder det omvendt, at de kan få deres 3D-indhold ud flere steder.

Også integrationen af internet i fjernsynet kommer til at ændre tv-oplevelsen. Med fjernsynet forbundet direkte til internettet vil brugerne i højere grad kunne se det de vil, når de vil; både som Video-On-Demand og gratis-tjenester.

Om prognoserne holder, vil kun fremtiden vise. Det er ikke altid at vejrudsigten holder, men Alison Caseys bud giver da noget at forholde sig til.

Oplæg

Alison Caseys oplæg (pdf)