Sexskandalen, der skabte forsidekrig

KURIØST. Errol Morris' portræt af Miss Wyoming, der blev anklaget for at kidnappe og voldtage sin mormon-kæreste, er Månedens Dokumentar. Se anmelderroste 'Tabloid' i Cinemateket 2.-8. februar kl. 19.15.

'Tabloid' er et særdeles underholdende og nuanceret portræt af den tidligere Miss Wyoming, Joyce McKinney, der i 1977 fandt sin drømmeprins, mormonmissionæren Kirk Anderson. Kirk blev imidlertid pludselig sendt til England og forsvandt sporløst.

Kidnappet, bundet og tvunget til S/M-sex

Ved hjælp af en ven opsporede Joyce ham i Surrey, og hvad der herefter skete blev genstand for en ophedet debat: Ifølge Joyce var der tale om en hed romantisk genforening, og at hun reddede Kirk fra en menneskefjendsk mormon-sekt; Kirk og The Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints hævdede derimod, at Kirk var blevet kidnappet med våbenmagt, bundet til en seng og tvunget til S/M-sex med Joyce.

'Den lænkede mormon' rydder forsiderne

Sagen om 'den lænkede mormon' ryddede forsiderne på de britiske tabloid-aviser og startede en veritabel bladkrig mellem The Mirror og The Express. Via interviews med Joyce McKinney og de to journalister, der i sin tid skrev om Joyce og Kirk, opruller Morris den farverige sag i et nytænkende billedsprog. Joyce McKinney fremstår som en særdeles åben og fascinerende personlighed, og hun er stadig helt uforstående over for de beskyldninger, der blev rejst mod hende og den furore, de skabte. "Joyce levede på en måde i en film, længe før hun blev stjerne i 'Tabloid'", siger Errol Morris.

De danske anmeldere skriver bl.a.:

”Errol Morris' fabelagtigt underholdende 'Tabloid' fortæller to forskellige versioner af den samme helt utrolige historie.”
– Palle Schantz Lauridsen, Kristeligt Dagblad ★★★★★

"Errol Morris' tekniske raffinement er medrivende. Hele opsætningen er så levende at jeg ikke i de 90 minutters spilletid mister fokus." – Liv Lindtner Reese-Petersen, OnFilm ★★★★★

”'Tabloid' er fortællingen om en god historie, der kun bliver bedre og bedre, mens den opløser sig selv i fundamental uvished”
– Kim Skotte, Politiken ♥♥♥♥

Tid: Den 2.-8. februar kl. 19.15 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412