Cannes er en glamourøs fest; røde løbere, stjerner i galladress, spektakulære receptioner, limousiner i stribevis. Og Cannes er målrettet og hårdt arbejde for danske filmfolk; møder, forhandlinger, interviews osv.
Hvorfor er festivalen - og festivaler i det hele taget - så vigtige, bliver jeg ofte spurgt. Verden brænder. Hvad skal vi så med røde løbere, glamour og festivitas i disse tider? Svarene er mange og handler både om penge, ny viden og ikke mindst eksponering og udvikling af de kunstnere og historiefortællere, der skal give os alle sammen oplevelser og gøres os klogere på os selv og hinanden.
Nielsens noter
Det danske bidrag til årets Cannes festival er markant med Nicolas Winding Refns "The Neon Demon i hovedkonkurrencen og Shahrbanoo Sadats "Wolf and Sheep" i programmet Quinzaine des Realisateurs/Directors' Fortnight. Begge film er danskproducerede, men de er skabt af globalt orienterede filmfolk, der agerer hjemmevant på den internationale filmscene. Det gælder tematisk, æstetisk, produktionelt, finansieringsmæssigt, osv.
”The Neon Demon sætter fokus på vor tids besættelse af skønhed i en historie om en ung fotomodel (Elle Fanning), der flytter til Los Angeles for at gøre karriere, men kommer i seriøs karambolage med sine jaloux konkurrenter. Filmen har stjernecast, erfarne kreative kræfter har bidraget til filmens høje kvalitet, og Lene Børglum har produceret for Space Rocket med franske Gaumont og Wild Bunch som medfinansiører og salgsagenter. Filmen er allerede solgt til mange territorier og har biografpremiere i mange lande umiddelbart efter Cannes. Nicolas Winding Refn er i hovedkonkurrencen i fornemt selskab med instruktører som Pedro Almodóvar, Ken Loach, Sean Penn og Jim Jarmusch, og festivalen er en vigtig platform for filmen, så den kan finde sit publikum.
Der kan synes langt fra LA’s glossy modeverden til Afghanistans støvede bjerge, hvor Shahrbanoo Sadats "Wolf and Sheep" udspiller sig, men også her skildres, hvordan samfundsforhold og kulturelle normer sætte dybe spor i de mennesker, der lever her. Filmen er et tidløst drama om hverdagen i en landsby, hvor børnene vogter får i et barsk landskab, og hvor de hårde livsbetingelser med fattigdom og konflikter sætter deres præg på de menneskelige relationer. Det er på mange planer en rå film, der er instrueret af en af Afghanistans få kvindelige instruktør, og de fleste funktioner bag kameraet har været besat af kvinder.
"Wolf and Sheep" er produceret af det lille danske selskab Adomeit Film. Katja Adomiet selv er født i Tyskland og har arbejdet i filmindustrien i New Zealand, Tyskland og Danmark. Sadat og Adomeit mødte hinanden i talentudviklingsprogrammet CPH:LAB, og Adomeit gik ind i projektet med et ønske om at støtte den 26-årige instruktør i hendes vision om at skildre et andet Afghanistan, end det vi ser i medierne. Filmen er støttet af talentordningen New Danish Screen, EU's Media-program og med imponerende patchwork af internationale finansiører og partnere, herunder mere end 400 crowdfundere.
For både Sadat og Adomeit kan deltagelse i det prestigefyldte sideprogram, Quinzaine des Realisateurs, være et vigtigt skridt i deres internationale karriere. For dem er Cannes en vigtig platform for at skabe kendskab til filmen, hvor festivalprogramlæggere fra hele verden leder efter filmperler fra nye talenter.
Danmark er i øvrigt flot repræsenteret i programmet NEXT, der inviterer ganske få innovative selskaber til at komme med deres bud på fremtidens filmfortællinger. Her præsenterer danske Johann Knattrup og Mads Dambo et kapitel i deres Virtual Reality-film "Ewa: Out of Body". Knattrup og Dambo har tidligere sammen lavet Virtual reality-projektet "Skammekrogen" og ønsker med deres nye EWA at give publikum en følelse af, at blive et andet menneske og flytte Vitual Reality fra teknisk fascination til en egentlig fortælling, der sætter sig i kroppen.
Cannes er epicentret hvis man vil have opmærksomhed på den internationale filmkunstscene. Konkurrencen om opmærksom er benhård, og for alle, der holder af dansk film, er der grund til på forhånd at klappe af den lille hær af danske filmkunstnere og –købmænd, der nu tager fat på arbejdet under palmerne. De indgår med stærke personlige værker og velbegrundet selvtillid i en global kunstnerisk dialog og udveksling af filmfortællinger, der kaster lys over væsentlige tematikker og menneskelige vilkår. Her er der brug for platformen Cannes inklusiv de røde løbere, så filmene kan komme ud over rampen og møde deres publikum. Især i disse tider.
