Den amerikanske indie-films fader
Med sit kridhvide ansigt, ranglede legeme, mørke solbriller og grå manke ligner Jim Jarmusch egentlig mere en selvbevidst rockstjerne end en film-auteur. Man kan ikke sige, at skinnet bedrager helt, for Jarmuschs film skildrer netop med stor musikalitet skævheden og det store i det små, renhed og idyl snarere end store armbevægelser.
Jim Jarmusch (f. 1953) blev i 1970'erne af instruktørlegenden Nicholas Ray opfordret til at gøre noget ved sine drømme om at lave film. Jarmusch lyttede heldigvis og debuterede i 1980 med 'Permanent Vacation'. Siden da har instruktøren ikke stresset sine film igennem. 12 spillefilm på 37 år er det blevet til, og denne kadence afspejler meget fint tempoet i hans film, der alle følger deres helt egen nonchalante rytme.
Han har skabt film om lejemordere, samuraier og har desuden en western, en fængselsfilm, en vampyrfilm og et par roadmovies på samvittigheden. Og alle er de film, som ingen andre ville have kunnet lave dem. Jarmusch dyrker de skæve, men også ekstremt cool eksistenser, der ofte er karakteriseret ved solbriller for øjnene og en cigerat i munden.
Små, universelle fortællinger
"Jeg vil til enhver tid hellere lave film om en mand, der går med sin hund, end film om kejseren af Kina," har Jarmusch udtalt, og dette billede genkender man i de fleste af hans film, der netop bevæger sig under huden og dvæler ved simple stemninger. Indimellem er farverne valgt fra, som i 'Down by Law' og 'Dead Man', hvor de sort/hvide billeder former visuelt magiske øjeblikke. I film som 'Mystery Train' og 'Broken Flowers' dyrkes farverne omvendt særdeles rundhåndet.
Musikken har altid spillet en stor rolle i Jarmusch’ film, om det er Tom Waits’ musik i ’Down by Law’ (som Waits også selv har en rolle i), Elvis Presley, hvis sang har givet navn til ’Mystery Train’, eller Neil Youngs karakteriske guitarspil i ’Dead Man’. Musikken er med til at give filmene identitet, sjæl og den ”coolness” de er kendt for.
Skuespillere i topform. Fra Tom Waits, over Johnny Depp til Bill Murray
Serien spænder over film fra 1986 til 2016, med ’Down by Law’ som den tidligste – en på en gang underskruet og hysterisk morsom fængselshistorie med netop Tom Waits på rollelisten flankeret af musiker/skuespiller-kollegaen John Lurie og den italienske komiker Roberto Benigni. ’Mystery Train’ (1989) fortæller med samme tæft for less is more tre historier, der alle foregår på et hotel i Memphis, med Elvis som åndeligt omdrejningspunkt.
1990'erne bød på tre centrale Jarmusch-produktioner: Den første, ’Taxi – Night on Earth’, følger fem taxachauffører fem forskellige steder i verden, fra New York til Helsinki. De kæmper alle kæmper med hver deres problemer og besværlige passagerer. En ung Johnny Depp kan opleves i ’Dead Man’ – Jarmusch’ tag på western-genren, og en syret og hallunicatorisk rejse ind i den spirituelle verden. Hvorimod ’Ghost Dog – Den sidste samurai’ har Forest Whitaker i hovedrollen som en lejemorder, der lever efter de ældgamle samurai-regler.
’Broken Flowers’ (2005) med Bill Murray i storform følger en charlatan, som modtager et brev fra en tidligere elsker, der informerer ham om, at han har en søn. Brevet mangler dog afsender og Johnston, der har haft et vildt ungdomsliv, opsøger nu en stribe kvinder fra sin fortid.
Jarmusch’ seneste spillefilm ’Paterson’ (2016) ramte den danske anmelderstab i solar plexus med sin hverdagspoetiske skildring af en buschauffør (Adam Driver) i byen Paterson, som skriver digte og slutter arbejdsdagen af med en øl med vennerne, inden han tager hjem til sin kæreste, der altid har gang i et nyt kreativt projekt.
Jim Jarmusch kan noget med de skæve smil. I hvert fald er det netop skæve smil, mange af hans særprægede film afføder. Ofte fremprovokeret af den særlige underspillede charme i filmstil og fortælling, der løber alt andet end lige ud ad landevejen.