Kulsort japansk krigssatire - med intro af filmekspert

KAMIKAZE. Fredag den 9. marts kan du opleve 'Human Bullet' med intro af filmhistoriker Dick Stegewerns. Filmen vises i forbindelse med Cinematekets once-in-a-lifetime-program af japanske arthouse-film i marts og april måned.

Efter at have set det yderst nihilistiske samurai-epos 'Sword of Doom' er det næppe humor, man forbinder med instruktøren Kihachi Okamoto. Men i lighed med film som 'M.A.S.H.' og 'Catch-22' nærmer 'Human Bullet' sig krigens tematik med en stor dosis absurd, kulsort humor.

Spektakulær selvmordsaktion

Vi befinder os i krigens sidste dage, atombomberne er faldet, og en gruppe generaler planlægger en spektakulær selvmordsaktion for at hindre amerikanernes landgang i Japan. Filmen følger en menig soldat, der bliver tvunget til at være en brik i dette vanvittige spil og samtidig møder sit livs kærlighed.

Filmen introduceres fredag den 9. marts af professor Dick Stegewerns, der er ekspert i japansk filmhistorie.

Tid: Fredag den 9. marts kl. 18.30
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412

Japansk films frelsende engel

I marts og april kan du opleve en hel stribe af sjældne japanske arthouse-film fra selskabet Art Theatre Guild (ATG), hvoraf mange vises for første gang nogensinde.

Art Theatre Guild blev oprettet i 1961, og blev en tryg og kreativ havn for både nybølgeinstruktører og etablerede navne. Cinemateket viser hele 18 af disse produktioner (fra 1962-85) i marts og april.

Du kan bl.a. opleve 'The Crazy Family' (1984), der er blevet kaldt en blanding af 'The Shining' og 'The Simpsons', 'Funeral Parade of Roses' (1969), der blev berygtet for uforfærdet sex og siges at være en direkte inspiration for Stanley Kubricks 'A Clockwork Orange' og 'Pandemonium' (1971), som filmkritikeren Noel Burch kalder "Den vigtigste og smukkeste film siden Kurosawas storhedstid".

Læs om hele serien her

Tid: Marts og april  
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412 

Japan-Flyer-nyhed