Jødisk Kulturfestival byder på prisvindende øjenåbnere

ISRAELSKE FILMPERLER. Under den jødiske kulturfestival præsenterer Cinemateket to imponerende dramaer. Ari Folmans længe ventede 'The Congress' og Venedig-vinderen 'Bethlehem'. Efter visningen af ’Bethlehem’ byder arrangørerne på et glas whisky.

I samarbejde med den 4. jødiske kulturfestival viser Cinemateket to stærke dramaer, der lægger op til eftertanke og debat. Manden bag 'Waltz with Bashir', Ari Folman, har skabt den imødesete live-animation 'The Congress'. Et flot og skræmmende værk om en ikke så fjern fremtid, hvor skuespilleres kroppe bliver scannet og anvendt i fremtidige film i en evigt ung digital udgave. Se den i Cinemateket på søndag kl. 16.30.

Yuval Adlers 'Bethlehem' var Israels officielle bidrag i kategorien 'bedste udenlandske film' i Oscar-kapløbet i år. Filmen er et intenst drama om den israelsk-palæstinensiske konflikt. 'Bethlehem' vises på tirsdag kl. 19.00. Efter filmen serveres et glas whisky til alle.

Den 4. jødiske kulturfestival finder sted i dagene 2. - 10. juni. Formålet med festivalen er at skabe en Københavner-event, der tilbyder alle borgere en unik oplevelse af, hvor mangfoldig jødisk kultur rækker ud i det multikulturelle byrum. Festivalen ligger stor vægt på mangfoldighed, og alle uanset alder og etnisk baggrund kan deltage.

Tid: Jødisk Kulturfestival. Filmvisninger fra 8.-10. juni i Cinemateket
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12