Det er en evig filmisk problematik at definere, hvor virkeligheden slutter, og fiktionen tager over, og i tilfældet med den aktuelle danske dokumentarfilm "Min Avatar og mig" er grænserne i særklasse flydende. For instruktørerne Bente Milton og Mikkel Stolt var det en af udfordringerne, da de skulle i gang med at optage en dokumentarfilm – i cyberspace.
Hovedinstruktøren Bente Milton stødte på Second Life i et tv-program, da det endnu var et relativt ukendt fænomen i Danmark:
"Jeg tænkte, at det på én gang var sært og fascinerende. Vi besluttede at lave en undersøgelse, hvor vi lader en filmskaber rejse ind i Second Life for at studere fænomenet – indefra. Så jeg skulle finde en person, der egnede sig. Gerne en lidt kejtet type med et lidt kikset liv. I Second Life skulle han så udleve de drømme, han ikke kunne få forløst i det virkelige liv. I en fantastisk verden, hvor det kun er ens fantasi, der sætter grænser ..."
"Og her kom jeg så ind i billedet!" afbryder Stolt. Milton ler højt: "Jeg mødte Mikkel på et kursus hos Danske Filminstruktører, hvor Mikkel kom væltende ind alt for sent og var ved at falde over en stol ..."
"Det er sjovt, for jeg husker det sådan, at det var dig, der kom for sent og havde bøvl med en parkeringsvagt og en grædende baby på slæb," siger Stolt, inden Milton atter tager over:
"Vi gjorde i hvert fald indtryk på hinanden, og jeg tænkte med det samme: "Der er han! Mikkel kan agere med en befriende ironisk distance til sin egen akavethed."
Et virtuelt kys kan mærkes fysisk
Rollefordelingen mellem de to instruktører blev således, at Milton var hovedinstruktør og ansvarlig for struktur og indhold, mens Stolt instruerede optagelserne i Second Life og derudover havde medindflydelse på andre aspekter via kontraktens ordlyd om så vidt muligt at komme til enighed. På den måde kunne de undgå de værste konflikter.
Duoen lavede en trailer, der indikerede, i hvilken retning filmen skulle bevæge sig, og her blev både Mikkel, fotografvennen Rob Gould og den mystiske, smukke Helena introduceret. Men hvordan laver man overhovedet film i Second Life?
Stolt forklarer: "Det anede vi ikke. Vi fik derfor via Second Life kontakt til Rob, som er fotograf i både Real Life og Second Life. Det var ham, der bragte os ind i den verden, og sammen med ham og vores tekniske producer Jeppe Raasthøj fandt vi ud af, hvordan vi skulle håndtere at filme i fuld HD i cyberspace. Gennem Rob, der gik rundt med et kamera på skulderen, mødte vi hurtigt Helena, og pludselig havde vi basis for ikke bare en udforskning af Second Life, men også for en god historie. Vi aftalte med Helena og Rob, at vi ville filme og så se, hvor historien bragte os hen."
Så når du siger "møder", så mener du i cyberspace?
"Ja!" siger Stolt. "Det var en ny måde at arbejde på, men vildt fascinerende."
Milton supplerer: "Det var på mange måder ligesom i det virkelige liv. Rob kendte – og var vist lidt forelsket i – Helena. Han kendte den bar, hun plejede at frekventere, og han tog os med derhen, så vi kunne møde hende. Mikkel var jo heller ikke helt upåvirket af den dér blonde bombshell."
Helena hjælper Mike med at blive en tjekket avatar, der kan mingle med jetsettet i cyberworld og skabe sig en succesfuld karriere som filminstruktør i det virtuelle. En karriere, han forgæves har arbejdet for og drømt om i sit virkelige liv.
"Vi havde ikke forventet, at Mikkel ville blive så opslugt og direkte tiltrukket af Helena. Det var bare noget, der skete. Mange der har set filmen, har spurgt os, om Helena er en konstruktion, men det er hun ikke. Vi ved stadig ikke, hvem hun er i virkeligheden. Og for så vidt heller ikke, om hun er en mand eller en kvinde."
Stolt fortsætter efter at have slået fast, at han bestemt mener, Helena er en kvinde: "Jeg blev overrasket over, hvor mange virkelige følelser, Second Life kunne få frem. Der er en kyssescene med Helena og mig, og da vi optog den, kunne jeg mærke det fysisk. Det var også underligt for Rob, der skulle filme det. Det kom meget bag på mig, hvor stærkt det føltes."
Nye samværsformer i det virtuelle
"Min Avatar og mig" følger både Mike og Mikkel, hvor forholdet til kæresten på virkelighedsplanet må gennem nogle hårde prøver. Men hvor meget er virkelighed og hvor meget fiktion?
"Efter at jeg havde været i Second Life nogle gange, stod det klart, at man ikke kan skelne mellem fiktion og virkelighed i Second Life," svarer Milton og fortsætter: "Det giver ikke mening at tale om det skel i Second Life, og det var det perspektiv, jeg fandt interessant at udforske. Second Life er stadig kæmpestort, selvom man ikke hører så meget om det længere. Vi ville gerne pege på, at de liv, der leves her, også har en håndgribelig virkelighedsdimension."
Det at lade historien i så høj grad udvikle sig selv skabte rum for overraskelser: "Hos os begyndte historien helt uplanlagt at få sit eget liv og tage nogle uventede drejninger, og hele rammen måtte udvikles, efter at vi fandt ud af, hvad der skete med Mikkel i Second Life. Fiktionaliseringen sker faktisk på filmens virkelighedsplan, hvorimod næsten alt, hvad der sker i Second Life, er dokumentarisk."
"Men i den virkelige virkelighed blev jeg altså ikke smidt på gaden på grund af mit Second Life-forhold til Helena," beroliger Stolt og tilføjer:
"For mig var det vigtigt at lave en film, der bryder grænser på flere måder. Om som instruktør at løbe en filmfaglig risiko ved at skabe en film, der både er selvrefleksiv, satirisk og dokumentarisk. Desuden tematiserer filmen, hvad det vil sige at være menneske i en moderne verden, hvor teknologien skaber nye leveforhold og samværsformer, der nok er virtuelle, men ikke føles mindre virkelige."
Og Milton afslutter: "Ambitionen med filmen er at udforske grænselandet mellem fantasi og virkelighed og – med lidt store ord – udvide vores opfattelse af tid og rum. Jeg tror det er vigtigt, at vi får redefineret begreberne netop nu, hvor menneskeheden står over for store udfordringer. Meget tyder på, at den teknologiske udvikling vil fortsætte med at accelerere. Vi nærmer os ifølge videnskaben et dramatisk punkt, hvor evolutionen tager et kvantespring fremad, og hvor vi risikerer at komme til kort over for den teknologi, vi selv har skabt. En skræmmende tanke, medmindre menneskeheden rummer et stort uudnyttet potentiale, som blot venter på at blive vakt til live. Spørgsmålet er, om vi vil lade egoismen og vores stræben efter materiel velstand vinde over kærligheden og åndeligheden."
Artiklen er bragt i en engelsk version i FILM#70.