Grønlandske politikere var begyndt at tale om det. Især blandt unge spirede det. Men det var bandet Sume, som mest effektfuldt formulerede grønlændernes savn efter deres egen identitet og ønske om at gøre sig fri af overmagten Danmark.
Sume med sangskriverne Malik Høegh og Per Berthelsen var meget mere end det første grønlandske band, der indspillede rockmusik med politiske, personlige og aktuelle tekster på plade.
Da debutalbummet 'Sumut' ('Hvorhen') udkom i 1973, vakte sangene om kapitalisme, social armod, alkoholmisbrug og manglende respekt for grønlandske værdier dyb genklang især blandt unge. At Grønland fik Hjemmestyret i 1979, har Sume en stor del af æren for, siger filminstruktør Inuk Silis Høegh:
''Opfordringen til at stå på egne ben formidlede musikken meget bedre til folket, end politiske taler gjorde. Der var en politisk elite, der formulerede det. Men jeg tror, at Sume havde kæmpe betydning for, at man fik befolkningen med''.
SUME på Rådhuspladsen, KBH. Foto: Susanne Mertz
En skattekiste med smalfilm
'Sume – lyden af en revolution' har Inuk Silis Høegh kaldt dokumentarfilmen, hvori han i tæt kreativt samarbejde med produceren Emile Hertling Péronard fortæller historien om gruppen og den samfundstilstand, der inspirerede Malik Høegh til at skrive sine tekster.
Fortællingen om Sume er af så oplagt filmisk stof, at Emile Hertling Péronard blev overrasket ved at høre, at ingen før havde brugt den. En lille del af forklaringen på det er måske, at Malik Høegh, der i dag arbejder som lydtekniker, er et tilbageholdende menneske.
Den største udfordring for at kunne skabe en dokumentarisk film om Sume var imidlertid mangel på arkivmateriale, siger Inuk Silis Høegh:
''Der var ingen filmfolk i Grønland dengang, og der var ingen tv-stationer. Så Sume har ikke været professionelt filmet. Vi har virkelig gravet mange brønde for at finde stump smalfilm hist og pist i private gemmer. Jeg tror, vi har brugt alt, der er''.
Uden distance til landet
Takket være alle småstumperne af film fra dengang mærker man gennem filmen, hvor karismatisk Sume var. Med til at forstærke forståelsen af teksternes betydning er sekvenser, hvor linjer fremhæves med store typer til billeder af det enorme, kolde og smukke land og dets indbyggere.
Der er billeder af legende børn, tænksomme gamle, fjelde, betonbebyggelse, forladte bygder og ofte – meget ofte – ufattelig smukt lys. Der er interview med medlemmerne af Sume, som har gendannet bandet adskillige gange siden i Grønland, men tog afsked med det intense rockliv som turnerende og hyppigt spillende band allerede i 1976. Og der er også interview med mennesker, der fulgte Sume tæt i deres ungdom og bevæges ved at genhøre musikken, der mere end noget andet enkeltstående tegnede årene frem til indførelsen af Hjemmestyret.
I hele filmen fornemmes, at Inuk Silis Høegh og Emile Hertling Péronard formidler historien, så man som publikum føler sig til stede i deres hjemland. End ikke instruktøren og produceren kan selv sætte en finger på præcis, hvad der gør denne film fra det moderne Grønland anderledes end andre film. Bortset fra en ting: Den er skabt i Grønland af grønlændere.
"Sume – lyden af en revolution" er den første lange grønlandske dokumentarfilm overhovedet: ''Jørgen Roos, Anne Wivel og andre danskere har lavet glimrende film om Grønland. Vi ville lave en film om Grønland set med grønlandske øjne. Egentlig var det af nød, vi brugte smalfilmsmateriale. Men måske har det været med til at komme den distance til livs, der opstår, når man stiller med et stort kamerahold. Da vi scannede de mange smalfilm, opdagede vi, at de indeholdt et kikhul ind til et Grønland, man ikke før har set. Fordi det hele er optaget privat, har folk ikke været generte ved at blive filmede. De opfører sig naturligt'', siger Emile Hertling Péronard.
Demonstration, 5. juni, 1973. Foto: Jørgen Bovin
Stadig aktuelle tekster
30 dage efter Grønland fik Hjemmestyret, blev Emile Hertling Péronard født. Inuk Silis Høegh blev født i 1971, et år før Sume udgav sit debutalbum, og generationen jævnaldrende med bandet for alvor begyndte at kæmpe for forandringer.
''Jeg har set billeder, hvor min mor står ved siden af Malik til en demonstration, og jeg selv sidder i klapvogn. Vores forældre kæmpede. Selv føler jeg, at jeg tilhører en generation, der er opvokset med Hjemmestyret og måske har været lidt doven''.
Instruktøren ser tegn på, at unge grønlændere i dag er mere optaget af selvstændighed og identitet, end hans egen generation var. Både han og produceren har under deres tre år lange arbejde med filmen haft personlige oplevelser ved at forske i deres forældres generation. Og når de nu viser filmen for unge i Grønland, mærker de, at Sumes tekster stadig siger meget om grønlændernes savn.
Overgangen til Hjemmestyret blev et punktum, der ikke siden er blevet fulgt af større grad af selvstændighed. I slutningen af filmen siger Malik Høegh på et tidspunkt, at man stadig mange steder i Grønland har koloniagtige tilstande. Den udtalelse har ifølge Emile Hertling Péronard provokeret mange, når de har vist filmen i Grønland. Produceren forstår Malik Høegh:
''Der er jo sket rigtig, rigtig meget siden 1979. Men samfundsstrukturen i Grønland er arvet fra den danske. Strukturelt er alt, som det var dengang. Nu gør grønlandske politikere selv nogle af de ting, man protesterede imod, at danskerne gjorde mod grønlænderne. Sådan noget som råstofudvinding og olieboringer offshore uden at sikkerheden er helt i orden. På den måde er der tydelige bånd til Sumes stillingtagen''.
Inuk Silis Høegh: ''Og så får man ikke som folk sin indre selvstændighed af at få en underskrift på, at man har Hjemmestyre''.
Se filmen på Filmcentralen/Undervisning med UNI-login samt på Filmstriben på biblioteket.