Jørgen Leth er den første til at påpege, at hans nye film,"Jeg taler til jer – John Kørners verden", er lavet med løs hånd.
"Det er helt klart en af de mest afslappede produktioner, jeg har været involveret i," siger han. "Den blev jo simpelthen slentret i gang. Alligevel synes jeg, at den er blevet fyldt med situationer, som er både sanselige og indholdsrige, og at den har fået sin egen puls – måske fordi vi nåede frem til at lade samtalen skabe sammenhængen og udviklingen. Fordi jeg ikke var ekspert i John Kørners værk på forhånd, kommer jeg jo ind i hans univers med en ægte undren."
Den dramaturgiske kurve i "Jeg taler til jer" er ganske subtil. Men den er der. Filmen er optaget over en periode på fem år, fra 2008 til 2012, og strukturen er i al enkelhed, at filmholdet med mellemrum besøger maleren, enten i hans atelier eller ude på de steder, hvor han udstiller eller udfører udsmykningsopgaver (for eksempel spiller processen omkring bestillingsopgaven til kronprinsparrets palæ på Amalienborg en vigtig rolle).
Ved nogle af møderne overlades ordet til Kørner, som generøst deler ud af overvejelser omkring sit arbejde. I andre går filmmager og maler i dialog om proces og metode – står sammen foran helt eller halvt færdige værker og diskuterer billedfladens elementer og tegn hen over indtil flere generationer.
Selv om Jørgen Leth i 1960‘erne tilbragte sine formative år i tæt dialog med førende kræfter på den mere avantgardistiske del af den danske kunstscene, er "Jeg taler til jer" kun hans anden film om billedkunst (den første var "Drømmere" fra 2002 om haitianske malere).
"Ja, det kan jeg egentlig også selv undre mig over," siger Leth, "for faktisk er det jo sådan, at jeg altid har været mere inspireret af billedkunst end af film. For eksempel var Warhol en afgørende inspirationskilde i 60‘erne, og i flere af mine film har malerier været forlæg for konkrete scener. Nogle gange har jeg da også tænkt på, om ikke det var min opgave at portrættere Per Kirkeby eller andre af mine generationsfæller, men af forskellige grunde har jeg ladet det ligge. Så derfor var det totalt meningsfyldt for mig at kaste mig ud i opgaven med John Kørner. Hvis jeg skal sige det lidt sentimentalt, var det på en måde som at komme hjem til billedkunsten – også selv om Kørner og jeg har meget forskellige udgangspunkter."
Idéen til filmen om John Kørner opstod, med Leths ord, på "den enklest mulige måde". Hans datter, filmproduceren Karoline Leth, kender Kørner privat og fik på et tidspunkt den tanke, at det måtte være en opgave for hendes far at skabe en film om maleren.
"Jeg syntes jo, at det faktum, at John Kørner og jeg er fra forskellige generationer, var interessant. Det er dét, der får mødet til at gnistre, hvis jeg selv skal sige det. Men jeg må da indrømme, at jeg i starten var usikker på opgaven – også fordi jeg ikke vidste så meget om ham på forhånd."
– Er det derfor, du har valgt selv at være med i filmen?
"Det kan man godt sige. Da jeg besøgte Kørner første gang, kunne jeg godt se, at hans billeder var spændende, men jeg var også lidt fremmed over for, at han havde sådan nogle overskrifter på sine værker. At han markerede meningen så tydeligt. Det var jo noget af en udfordring for mig, tænkte jeg, og dét kunne jeg ikke tie stille med. Men efterhånden som jeg begyndte at spørge ind til det, gik det op for mig, at der var meget mere i billederne end de overskrifter. For eksempel var der i malerierne med de døde danske soldater fra Afghanistan også meget andet på spil end bare det enkle budskab, at vi er i krig. Det er jo voldsomme og stærke og følelsesfulde billeder, synes jeg, og det fik mig til at tænke på, at Kørner måske bare benytter de overskrifter som en spilleregel for at sætte sig selv i gang."
"Så på den måde udviklede filmen sig til en dialog mellem os. Da vi gik i gang med at optage, vidste jeg stadig ikke, hvilken form filmen skulle have – om jeg overhovedet selv skulle være med. Men efterhånden som vi mødtes flere gange, opstod der et fortrolighedsrum mellem os, og jeg kunne fornemme, at der lå en naturlig historie i den udvikling, som fandt sted i vores samtaler. Først er jeg meget tøvende og lytter bare, men lidt efter lidt begynder jeg at give ham modspil. Og pludselig gik det op for mig, at filmen handler om proces – selvfølgelig om hans proces med at male billederne, men også om selve processen med at lave filmen."
– I den forstand er "Jeg taler til jer" helt anderledes end nogle af dine tidligere portrætfilm, for eksempel "Jeg er levende" (1999) om Søren Ulrik Thomsen, som er meget mere cool og stram?
"Helt bestemt, men det er meget bevidst. Jeg har jo ofte sagt dette med, at jeg nødig vil gentage noget, som jeg kan alt for godt. Og så er Søren Ulrik Thomsen og John Kørner også meget forskellige personligheder – den første meget kontrolleret, den anden mere rapsodisk og flydende i sin måde at udtrykke sig på. Plus at maleriet er en mere voldsom og fysisk verden end poesien. Så det krævede en anden stil, en mere notatagtig form, som kunne indfange det proceselement, som jeg nævnte før – herunder også min egen forståelsesproces."
– Var der tidspunkter undervejs, hvor du var i tvivl om, hvor løst du kunne lave det?
"Absolut! Der var helt klart øjeblikke af tvivl, ligesom jeg også havde overvejelser i retning af at tilføje nogle elementer, som gik i retning af en mere konventionel portrætfilm. Men alt det endte vi med at kassere i klippeprocessen, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg ville gerne bevare det spontane og det skitseagtige. Det handlede jo meget om at gribe momentet, når Kørner var til rådighed, eller når der skete noget interessant, og derfor besluttede jeg på et tidspunkt simpelthen at gøre det til en spilleregel at give slip på kontrollen og overgive mig til de nye optagemuligheder med de små kameraer. Der var jo ingen lydmand med under optagelserne, og i begyndelsen havde vi end ikke Microporters på."
"I den forstand er filmen lavet ligesom en eksperimentalfilm, og det kan jeg enormt godt lide. Vi gik bare i gang, uden at finansieringen var på plads, og det var meget forfriskende. Så jeg besluttede at være koldblodig over for de tekniske begrænsninger og bare kaste mig ud i det. Det var ligesom at vende tilbage til ABCinema."
– Du har omtalt "Det erotiske menneske" (2010) som et filmisk testamente. Føler du, at det er svært at komme videre efter den?
"Nej, tværtimod. Det er rigtigt, at "Det erotiske menneske" var et radikalt statement, men det betyder blot, at den har ryddet vejen. At jeg har den bag mig betyder, at jeg har åbnet udsigten foran mig til at lave nye værker, hvor jeg forhåbentlig kan overraske mig selv, og måske også mit specielle publikum. I hvert fald har jeg stadig lyst til at lave film, hvor jeg flytter grænser."
