Vi har et alternativ, siger Phie Ambo før premieren på Så meget godt i vente

INTERVIEW. I sin seneste dokumentarfilm "Så meget godt i vente" om det biodynamiske landbrug Thorshøjgaard slår instruktør Phie Ambo et slag for bæredygtigheden – og vil have os til at stoppe op og mærke efter, hvordan vi lever vores liv.

Da Phie Ambo var barn, gik hun i en marxistisk børnehave. Ikke fordi hendes forældre var synderligt venstresnoede, men det var 1970"erne, og det var småt med institutionspladser i den nordsjællandske forstad, så man tog den plads, man fik tildelt. 

Hvad er det, I snakker om? Vi har et globalt regnskab, som ikke går op

"Jeg kan huske, at der var de her marxistiske strukturer, som ikke var til at leve i. Der var en sandkassepatrulje, som bestod af nogle børn, der skulle patruljere og sørge for, at de andre børn opførte sig, som de skulle – at de holdt sandkasseredskaberne inde i sandkassen og den slags. Og jeg trivedes så dårligt i det," fortæller Phie Ambo. 

Siden dengang har den prisbelønnede dokumentarfilmsinstruktør haft det svært med autoriteter. Derfor har hun også altid vidst, at hun ikke skulle ansættes et sted, hvor en chef dikterede, hvad hun skulle gøre. I det hele taget er Ambo et af de mennesker, der ikke altid befinder sig lige godt på et arbejdsmarked, hvor effektivitet og struktur sættes højere end fordybelse og eftertanke. Et princip, hun sætter til debat i sin seneste film "Så meget godt i vente" om landmanden Niels Stokholm og hans noget særegne biodynamiske landbrug på Thorshøjgaard i Dronningmølle. 

Det hele begyndte med en bondegårdstur. Phie Ambos datter skulle på udflugt med Rudolf Steiner-børnehaven, og instruktøren havde taget sit kamera med for at tage billeder af børnene og bondegårdsdyrene. Ambo havde godt hørt, at Niels Stokholms produkter lovprises af gourmetkokke som Nomas Rene Redzepi, og at hans produkter efter sigende skulle være i topklasse, men kendte ellers ikke noget til landbruget og måden, det bliver drevet på. 

"Lige så snart vi kom ind ad indkørslen, kunne jeg mærke, at her havde jeg brug for at være. Og så fornemmede jeg, at Niels havde en film i sig."

At betragte en snegl

Phie Ambo var lige blevet færdig med produktionen af "Free the Mind" i USA, hvor produktionsvilkårene er det diametralt modsatte af tempoet på Niels Stokholms landbrug. 

"Jeg havde brug for at stå helt af den der effektivitetstankegang, som man hurtigt bliver lullet ind i. Og have lov til at være et sted, hvor man godt kan bruge en time på at betragte, hvordan en snegl bevæger sig hen ad et blad. Sådan nogle ting, som jeg faktisk synes er virkelig gode og vigtige at bruge tid på, men som der normalt ikke er plads til i dagligdagen." 

For at forstå livet på Thorshøjgaard og dets tiltrækningskraft på Phie Ambo, må man forstå, hvad for en slags landmand Niels Stokholm er. Han driver gården efter Rudolf Steiners principper – en filosofi grundlagt af den østrigske filosof af samme navn – som er grundlaget for ideerne bag det biodynamiske landbrug. I stedet for at se ukrudt som et onde, ser han det som en del af gårdens cirkulære system, hvor alt har en funktion. Her er intet soyafoder, ingen pesticider, ingen sprøjtemidler eller industriproduktion. Her går dyrene på græs hele året – også når jorden er dækket af et tykt lag sne – og Stokholms køer, der er af en gammel dansk race kaldet "rød malkeko" er så adrætte, at de snarere ligner hjorte end de tunge, yverudspilede industrikøer, vi ellers kender fra de danske marker. Noget, der vinder genklang blandt danske gourmetkokke som Rene Redzepi, der jævnligt får kød fra Thorshøjgaard, fordi, som Phie Ambo formulerer det – "det bare smager exceptionelt godt". 

"Niels er en ekstrem modpol til det øvrige samfund, som går op i effektivitet og kvantitet frem for kvalitet. Han er 100 procent kompromisløs. Hvis han fornemmer, at køerne skal malkes midt om natten, så er det det, han gør. Han har den døgnrytme, han synes gården har – han er en organisme på gården i samspil med alle de andre elementer. Der er ikke nogen, der underlægger sig hans rytme, det er ham, der glider ind i dyrenes rytme," fortæller Phie Ambo om Niels Stokholm.

Et positivt alternativ

For Ambo var det imidlertid ikke kun et personligt behov for at være på Thorshøjgaard, der drev hende til at lave filmen. Og kaster man et blik på den 40-årige dokumentarfilmsinstruktørs bagkatalog, bliver det tydeligt, at Ambos antiautoritære blik på verden har sat sit præg på hendes film. "Free the mind" handler om, hvordan meditation kan afhjælpe soldaters krigstraumer og børns ADHD-symptomer; "Kongens Foged" er et kig ind i det system, der sætter gældsplagede mennesker på gaden; og "Mechanical Love" er en fortælling om, hvordan robotter i dag kan bruges som erstatning for menneskelige relationer. Til sammen tegner de et billede af en instruktør, der søger efter det gode liv – og som vil have os til at stoppe op og spørge os selv, om verden nu også er indrettet på den bedst tænkelige måde. Det samme gælder "Så meget godt i vente", der illustrerer, at der findes et alternativ til den måde, vi driver landbrug og i det hele taget har indrettet vores samfund i dag, fortæller Ambo: 

"Jeg har jo altid lyst til at skubbe til en positiv samfundsudvikling, og da jeg kom op på gården kunne jeg se et reelt alternativ. For mig er det super inspirerende, at der er nogen, der handler i stedet for at snakke så meget. Vi lever jo i en tidsalder, hvor den industrielle og kapitalistiske tankegang er ved at kollapse rimelig hardcore over det hele. Og jeg synes, den måde Rita og Niels lever, tilbyder et positivt alternativ. Selvom det er "simple living extreme"." 

Hun forundres, når hun hører trendforskere sige, at alt det her med bæredygtighed bare er en forbigående trend. 

"Hvad er det, I snakker om? Vi har et globalt regnskab, som ikke går op. Det er ikke til diskussion, at vi bruger flere ressourcer, end vi har – der er udsolgt i planetbutikken. Det er første gang i menneskehedens historie, at vi står over for de her klimamæssige og ressourcemæssige forandringer, som er forårsaget af vores overforbrug. Jeg kan ikke se, hvordan løsningen på det kan være en forbigående trend."

Trailer