Far til fire på kinesisk

INTERNATIONALT. "Far til fire – på hjemmebane", den forrige film i serien om far og de fire unger, er blevet solgt til Kinas største statslige tv-udbyder, der sender til mere end en milliard mennesker.

Spillefilmen "Far til fire – på hjemmebane" er netop blevet solgt til Kinas største tv-station CCTV, der kan ses af mere end en milliard mennesker. Det forventes, at det kinesiske publikum får filmen at se i foråret 2011.

Filmen, der er den tredje film i den nyere serie om Far til fire, er også solgt til tysk og fransk tv. 25 lande har nu købt en eller flere af de fire film i den nyere serie, oplyser producenten ASA Film Productions.

Herhjemme blev "Far til fire – på hjemmebane" set af knapt 400.000 i biograferne, da den havde premiere i 2008, og i år blev serien fulgt op af "Far til fire – på japansk", der med 430.000 solgte billetter er årets mest sete danske film i biograferne. De to film har begge modtaget biografernes Svend Pris for mest populære danske børnefilm.

I 2011 bliver der gensyn med den folkekære familie i "Far til fire – tilbage til naturen", der får premiere op til skolernes efterårsferie.