Nordiske anmeldere hylder Hævnen

INTERNATIONALT. Susanne Biers "Hævnen" bliver overøst med smukke ord af svenske og norske anmeldere.

Svenske og norske anmeldere er yderst begejstrede for Susanne Biers "Hævnen", der netop har haft premiere i Sverige. Tre svenske aviser giver Bier 5 stjerner ud af 5 mulige.

Aftonbladet taler om en "fuldtræffer for Bier og Persbrandt", drager paralleller til Krzysztof Kieslowski og konkluderer, at 'Hævnen' er en af årets bedste film.

"Jeg tror man skal helt tilbage til Clint Eastwoods 'Mystic River' (2003) for at finde en lige så skånselsløs skildring af hævnbegær, svig, sorg og forsøg på at gøre bod og få forladelse," skriver Göteborgs-Posten om Biers film. "Sammen med den brillante manusforfatter Anders Thomas Jensen leverer hun en film af orkanstyrke," fortsætter avisen og fremhæver også Morten Søborgs kameraarbejde og skuespillets usædvanlige høje niveau.

Dagens Nyheter har oplevet filmen som "to timers uhørt spændende og uafbrudt engagement" og konkluderer, at "Bier og Thomas Jensen slipper godt af sted med den meget svære opgave at løfte nogle af livets mest komplicerede spørgsmål op på et almengyldigt plan, hvor vi alle kan genkende dem".

Expressen mener, at Susanne Bier er "den bedste fortæller i Norden" og giver 4 ud af 5 stjerner ligesom Sydsvenskan og Metro.

18.000 billetter blev der solgt i Sverige i løbet af første weekend, et tal der er særdeles flot, taget i betragtning at skandinaviske film ofte har det meget svært i Skandinavien uden for deres eget hjemland.

Norske anmeldelser

I Norge, hvor filmen havde premiere den 24. september, er anmelderne heller ikke i tvivl om filmens format.

Aftenposten giver 5 af 6 stjerner under overskriften "Ambitiøs filmkunst – dansk familiedrama med international flair" og fortsætter: "Der tænkes stort i Danmark, når der skal laves film. Det gælder ikke mindst Susanne Bier, der endnu engang finder ømtålelige punkter i den ordnede skandinaviske hverdag."

Dagbladet holder sig heller ikke tilbage og udråber filmen til at være "endnu en filmperle fra Danmark – 'Hævnen' er nok Susanne Biers bedste film".

Verdens Gang skriver, at "dramamesteren Bier sætter overliggeren skyhøjt og udforsker denne gang vold, hævn og den vanskelige balancegang mellem liv og visdom. Store temaer og store følelser, men Bier river ikke overliggeren ned. Hun angriber sine temaer intelligent. Persbrandt og Dyrholm bekræfter, at de er skandinaviens bedste og bliver her udfordret af to purunge danske drenge, som vi glæder os til at se mere til. Skynd dig i biografen og se selv!"