Fem fede filmforslag

INSPIRATION. Hvis du er ny i Cinemateket kan det måske være svært at vælge, hvilken film, du skal se næste gang, du besøger os. Derfor har vi udvalgt en håndfuld af de bedste fra det kommende program.

I Cinemateket kommer der film og events for enhver smag. Oktober og november er ingen undtagelse. Måske er det noget i det følgende, der tiltaler dig?


For ungerne - og deres forældre

Børnebiffen er Cinematekets filmudvalg for børn fra tre år og opefter. Under fra hensyn til abstraktionsniveau, koncentrationsevne osv. udvælges omhyggeligt kvalitetsfilm, der er tilpasset forskellige aldersgrupper. Der er også noget for de større børn (over 6 år): I oktober og november har vi udvalgt seks film, der skildrer Danmarks tapreste børn. Se eller gense f.eks. Klatretøsen, Guldregn eller Operation Cobra. Kommer I i weekenden er det nemt at kombinere en af de mange børnefilm med Restaurant SULTs overdådige og populære brunch. Så er der også noget for de voksne. Tid: Hele året
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400


For de tørstige

Godt øl og gode film gør livet værd at leve! Så hvorfor ikke kombinere dem? Cinemateket giver dig den 4. november mulighed for at smage produkter fra det fremadstormende danske bryggeri 'To Øl' – og bagefter viser vi den første amerikanske film, der foregår på et mikrobryggeri: 'Drinking Buddies' med bl.a. Olivia Wilde og Anna Kendrick. Bryggeriet 'To Øl' har i de seneste ti år opnået international anerkendelse. Medgrundlægger og brygger Tore Gynther fortæller bryghusets historie og introducerer de specielt udvalgte øl, som serveres til smagningen – øltype, malt, humle, bitterhed osv. 

Tid: 4. november kl. 18:00.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400


(Mest) For veninderne

I samarbejde med Restaurant SULT og Copenhagen Fashion Film inviterer Cinemateket til den månedlige eksklusiv aften skabt til venindepleje: Soirée Filles. Der er menu og cocktails i SULT fra kl. 17:00 fulgt af film kl. 18:00. Denne gang viser vi danseklassikeren 'Strictly Ballroom'. Som danser er Scott Hastings blandt Australiens bedste. Men Scott vil danse sine egne trin og har svært ved at finde en partner. Fran er nybegynder og en lille smule kluntet. Sammen beslutter de to at forsøge at vinde Australian Pan Pacific Championships og vise danseforbundet, at dans handler om andet og mere end faste regler. COCKTAIL: 'Love-Potion' (rød sodavand med vodka). 'DOWN UNDER'-MENU: Clam chowder soup, torske-tartar med koriander, lime og chili, 'surf & turf' med Sauce Diane. Pavlova med blåbær.

Tid: Hele året
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400


For Dogme-fans

I anledning af 20-året for Dogme95-manifestet viser Cinemateket et udvalg på fem danske dogmefilm. Dogme95 var en redningsaktion. 20. marts 1995 kastede Lars von Trier Dogme-manifestet og det såkaldte kyskhedsløfte – underskrevet af Thomas Vinterberg og Trier selv – ud til publikum under en fejring af filmmediets 100 års fødselsdag. Budskabet var klart: Ud med samtidens overfladiske, teknologisk sminkede og visuelt overlæssede filmstil. Ind med en sandere og enklere produktionsform: Autentiske locations uden medbragte rekvisitter, synkron optagelse af lyd og billede (ingen underlægningsmusik) og håndholdt kamera uden lyssætning. Genrefilm og forudsigelige dramaturgiske virkemidler forbudt. Vi inviterer bl.a. til paneldebat om Dogme95 - og så viser vi 'Festen', 'Idioterne', 'Mifunes sidste sang', 'Italiensk for begyndere' og 'Et rigtigt menneske'.

Tid: Oktober-november
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400


For de musikinteresserede

Friday Late Night er Cinematekets faste månedlige aften i filmens, musikkens og især musikfilmens tegn. Den 23. oktober viser vi Metallica-drønet 'Through the Never' (Nimród Antal, 2013) - en hæsblæsende koncertfilm, der er bevis på, at verdens største metalband ikke gør noget halvhjertet. Der er stærkstrøm i diskopulten og koldt øl i hanerne inden filmen fra klokken 20:30.

Tid: 23. oktober fra kl. 20:30
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.
Billetbestilling: Cinemateket.dk og Tlf. +45 3374 3400