"Den grønne cykel" handler om den 10-årige Wadjda, hvis højeste ønske er en cykel. Men i Saudi-Arabien er det forbudt for kvinder at cykle, så hendes mor forsøger at tale hende fra idéen. Det afholder dog ikke den selvstændige Wadjda fra at tage sagen i egen hånd.
Hun beslutter sig for at stille op i skolens konkurrence om at citere Koranen, hvor pengepræmien er stor nok til, at hun selv kan købe sin egen cykel – med eller uden mors accept. Mens hun gang på gang støder ind i de begrænsninger, samfundet pålægger hendes køn, begynder folkene omkring hende så småt at se kvaliteterne i den unge rebel.
"Den grønne cykel" er banebrydende på mange måder. Det er den første spillefilm, der er optaget 100 procent i Saudi-Arabien, og det er samtidig den første saudiske film, der er instrueret af en kvinde. Filmen var desuden den første film, landet sendte til USA for at dyste om en Oscar-nominering. Selvom mange spåede filmen gode chancer, nåede den ikke Akademiets shortlist.
Filmen distribueres i Danmark af Øst for Paradis.
Trailer