Månedens dokumentar – skateboarding mod systemet

FRIRUM. 'This Ain't California' tegner et medrivende portræt af en energisk modkultur i det gamle DDR, hvor skateboardet gjorde det ud for den knyttede næve.

Susende henover den østtyske beton portrætterer denne Månedens Dokumentar 80'ernes punkede ungdom i DDR. Filmen følger en gruppe af venner for hvem skateboardet blev et symbol på den fest og frihed, som livet bag Jerntæppet ikke altid tillod. Vennerne byggede nemlig deres egne boards og opfandt deres egne tricks – og det hele blev foreviget på de strimler af super-8, som gør 'This Ain't California' unik.

Vi møder således de unge rebeller, imens de ruller gennem betonforstæder og hen over Alexanderplatz – i tidens karakteristiske beklædning og Bundesliga-klip. Garneret med en lydside der veksler mellem pop og punk fra perioden.

Det er dog skildringen af skatergruppens venskab, der udgør 'This Ain't California's hjertevarme sjæl. Og filmen viser os vennegruppen, da den samles mange år senere til begravelsen af det mest oprørske og rodløse medlem, Panik. Dette møde sætter filmen i relief netop som en tidsrejse til en verden af i går.

Undervejs blander instruktør Marten Persiel interviews og originaloptagelser med rekonstrueret materiale og tegner hermed et på én gang rammende og "ostalgisk" tidsbillede af livet i Berlinmurens skygge.

De danske anmeldere skriver blandt andet:

★★★★★"'This Ain't California' sørger i højeste gear for at åbne publikums associerende sind op for mere end blot asfalt og beton, og den efterlader sin seer stakåndet. Skateboardet er i forgrunden, og knæbeskytterne efterladt derhjemme." (Sarah Ingemann Hansen, Filmz)

★★★★"... en erindringsmosaik. Som sådan fungerer den godt. Ja, mere end godt. Det er "ostalgi" for fuld udblæsning" (Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten)

★★★★"Panik! og fortælleglæde i et indtil nu larmende stille ungdoms- og DDR-oprør ... den fedeste halvandentimes musikvideo ever made" (William Andreas Wivel, Cinemaonline)

"Måske forholder det sig simpelthen sådan, som Luke Rhinehart, forfatteren til en af min ungdoms kultromaner, 'Terningemanden' (1971), hævdede, nemlig at en godt fortalt løgn er en gave fra guderne. Er man villig til at acceptere den præmis, er 'This Ain't Cailifornia' noget af det mest stimulerende, man kan se i biografen lige nu. (Lars Movin, Information

Tid: Fra torsdag den 12. september til onsdag den 18. september
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12