Frankofone film – fra nær og fjern!

FRANSK FILM. Filmet under vidt forskellige himmelstrøg og med dialekter, der varierer - den frankofone film har mange ansigter. Cinematekets fransksprogede serie i marts viser film, der aldrig før har været vist i Danmark.

Oplev solbeskinnet fantasy fra Burkina Faso, sneklædt dokumentar fra Schweiz, overskyet middelklassekomedie fra Belgien og en række andre farverige film. Fortællingerne fra Afrika, Europa og Nordamerika er filmet under forskellige himmelstrøg, men der er en ting, der binder dem sammen: Det franske sprog.

Vive la diversité!

På verdensplan anslås 220 millioner mennesker at være fransktalende, og sammenslutningen af fransktalende nationer har hele 57 medlemslande spredt over fem kontinenter.

I perioden 15. marts til 2. april viser vi – i anledning af, at den 20. marts er Den Internationale Frankofonidag – nyere film fra en række af disse lande. Ingen af filmene har tidligere været vist i Danmark, så grib chancen og se, hvilke perler, der gemmer sig i den frankofone skattekiste – vi lover der er noget for alle. 

Fra Belgien viser vi en feel-good fortælling, der portrætterer borgerskabets diskrete charme. ’Tenderness’ (La Tendresse) leverer boblende dialoger og elegante, episodiske snapshots i en film hvor et lykkeligt - skilt - midaldrende ægtepar er på bilrejse mod Frankrig.

Fængselsbetjentene forventer business as usual, når 40-årige William skal henrettes, men da loven foreskriver, at fangen får en sidste udtalelse, fortæller han sin gribende livshistorie. Journalisterne lugter politisk konfliktstof, og snart er hele Luxembourg - via de hungrende medier - øjenvidner til Williams historie i ’Dead Man Talking’.

I Frankrig slår den 40-årige Camille øjnene op i sit ungdomsliv anno 1985 og kan pludselig forandre sin livsbane. Men vil hun det? Komediedramaet ’Camille Rewinds’ (Camille Redouble) fik flotte otte César-nomineringer i hjemlandet.

Himlen er krystalblå og villahaven paradisisk i Tunesien. ’The String’ (Le Fil) er et billedskønt romantisk drama om Malik, der efter nogle år i Frankrig vender hjem til moderens hus. Claudia Cardinale gnistrer som moderen, der opdager, at hendes søn er homoseksuel – og hendes hushjælp hans kæreste.

800 får. 600 kilometers distance. Fire fårehunde. Tre æsler. To fårehyrder. Sympatiske Pascal og Carole transporterer i dokumentaren ’Winter Nomads’ (Hiver Nomade) deres firbenede flok tværs over det sneklædte Schweiz til fods. Kulden bider, men parrets smittende kærlighed til naturen og dyrene brænder som et bål i vinternatten.

Burkina Fasos landskaber er solfyldt kulisse for ’Suns’ (Soleils), en allegorisk roadmoviefantasy. En ung pige med hukommelsestab - og en rødbrun Citroen - danner makkerpar med en ældre mandlig mentor og så går den spirituelle skattejagt gennem både tid og sted. En afrikansk filmperle!

Tid: 15. marts-2. april
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestillingcinemateket.dk og tlf. 3374 3412. 

Parlez-vous français?

I marts måned er ’Månedens Film’ fransk, så fortvivl ikke hvis du vil se mere frankofon film. Dramaet ’Grand Central’ udspiller sig i den sydlige Rhônedal hvor meget af Frankrigs atomkraft produceres. Og netop et atomkraftværk agerer dystert og skæbnesvangert bagtæppe for et trekantsdrama, der er i akut nedsmeltningsfare. ’Grand Central’ er instruktør Rebecca Zlotowskis anden spillefilm, og har Léa Seydoux i en af hovedrollerne.

Tid: 18.-31. marts
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestillingcinemateket.dk og tlf. 3374 3412.