Digitalisering af dansk film styrkes

FINANSLOV. Digitalisering af dansk film får et markant løft i finansloven for 2016, der blev indgået torsdag den 19. november. I alt 17 mio. kr. er bevilget over de næste fire år til at styrke den filmiske kulturarv.

I finansloven for 2016, der faldt på plads torsdag den 19. november, er der bevilget flere midler til digitalisering af dansk film.

Regeringen og aftaleparterne Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er blevet enige om at styrke dansk kulturarv ved at støtte en række initiativer på kulturområdet, herunder film.

Konkret betyder det, at der er afsat i alt 17 mio. kr. til digitalisering af dansk film fordelt således på de næste fire år: 3,5 mio. kr. årligt i 2016 og 2017 samt 5 mio. kr. årligt i 2018 og 2019.

Direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen udtaler:

"Jeg glæder mig over muligheden for, at Filminstituttet kan fortsætte arbejdet med at gøre filmkulturarven tilgængelig. De ekstra midler betyder, at borgerne kan få adgang til mange flere af de film, som stadig ligger hen på analoge strimler. Da Filminstituttet for nylig lancerede streamingsitet 'Danmark på film' med historiske dokumentarfilm helt tilbage fra 1905, oplevede vi en meget stor interesse. De ekstra bevillinger giver os nu mulighed for at digitalisere endnu flere af de mange historiske film og filmklip, som vi har liggende, og som fortæller vores fælles historie."

Læs om finansloven for 2016 på Finansministeriets hjemmeside
Link til den fulde aftaletekst – se nederst på siden

Se trailer for Danmark på film