Oberhausen: Fadermord i filmkunstens favør

FILMREVOLUTION. I 1962 erklærede en gruppe af unge, passionerede filmfolk krig mod den ældre generations kommercielle ”Heimatfilm”. Oplev otte af de mest oprørske nybølgefilm, der blev til i kølvandet på det provokerende Oberhausen-manifest.

I anledning af den vesttyske filmrevolutions 50 års fødselsdag viser vi et særligt program af såkaldte Oberhausener-kortfilm (fra årene 1958-63) lørdag den 8. september kl. 18.45. Hør filmhistorikeren Stefan Drössler, der er leder af Münchens Filmmuseum, fortælle om filmene.  

Farvel til traditionelle mainstreamfilm

Under overskriften 'Papas Kino ist tot' blev der den 28. februar 1962 afholdt en pressekonference i Oberhausen, hvor en ny generation af vesttyske filmfolk gjorde op med den ældre generation og banede vejen for den nye tyske film efter 2. verdenskrig.

Kortfilmfestivalen i Oberhausen var en af de få platforme, hvor yngre filmfolk kunne se andet end kommercielle mainstreamfilm, og festivalen blev hurtigt et forum for æstetiske og politiske diskussioner, der mundede ud i det nu berømte manifest fra 1962.

Provokatører med en finger på pulsen 

"Den gamle film er død. Vi tror på den nye," lyder konklusionen i manifestet, og det blev startskuddet til en ny og mere eksperimenterende filmæstetik fri for kommercielle interesser. Man vendte ryggen til de trygge hjemstavnsfilm fra 1950'erne og fokuserede på den politiske virkelighed, som i dette tiår bevægede sig fremad i dramatiske ryk.

Stefan Drößler præsenterer et udvalg af de mest interessante kortfilm fra perioden, herunder film af Alexander Kluge og Jean-Marie Straub. Instruktørerne er medunderskrivere af Oberhausener manifestet eller på anden måde repræsentative for den nye tyske film.

Filmene er:

MENSCHEN IM ESPRESSO (1958, Herbert Vesely)
EINE STADT FEIERT GEBURTSTAG (1958, Ferdinand Khittl)
BRUTALITÄT IN STEIN (1961, Alexander Kluge)
NOTIZEN AUS DEM ALTMÜHLTAL (1961, Heinz Tichawsky/Hans Rolf Strobel)
DAS UNKRAUT (1962, Wolfgang Urchs)
MACHORKA-MUFF (1963, Jean-Marie Straub/Daniéle Huillet)
ES MUSS EIN STÜCK VOM HITLER SEIN (1963, Walter Krüttner)
MADELEINE, MADELEINE (1963, Vlado Kristl)

Serien bliver vist i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark. 

Tid: Lørdag den 8. september kl. 18.45
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412