Rekordår for filmkunsten i Cinemateket

FILMHUSET. Cinemateket i Filmhuset byder på filmkunst, filmhistorie og initiativer som Månedens Film, Månedens Dokumentar og – for et publikum med tid til at se film midt på dagen – Bio 12:30. I år har et rekordstort publikum – heraf rigtig mange børn – glædet sig over tilbuddene.

Tæt ved 120.000 gæster når i år at løse billet til Cinematekets visninger i Filmhuset. Det svarer til en procentvis stigning på små 15 % i forhold til 2009, som også var et publikumsmæssigt flot år.

Det er først og fremmest filmhistorien og de mere ukendte hjørner af nutidens filmkunst, der er Cinematekets varemærke.
Områdedirektør Dan Nissen, der han ansvaret for Cinematekets program siger: "I en tid, hvor vi oversvømmes af levende billeder på alle platforme og kanaler, er det særdeles glædeligt, at vi kan skabe et voksende publikum til et bredt og varieret udbud af kvalitetsfilm. Publikum vil gerne det ekstraordinære, og de vil gerne biografens fællesskab."

Nye tiltag som Månedens Dokumentar og Film & Music Festival har været godt besøgt. Månedens Dokumentar har gennem et velfungerende samarbejde med CPH:DOX og European Documentary Network været med til at sætte ekstra spot på den tiltagende populære dokumentargenre og givet publikum en chance for at få en oplevelse på det store lærred, som ellers ikke havde været mulig. Film & Music Festival har taget sit udspring i Cinematekets populære Friday Late Night og er kommet vældig godt fra start.

Cinematekets samarbejde med Københavns festivaler fungerer fint og tiltrækker også rigtig mange besøgende, blandt andet ved at lægge hus til et stort udbud af arrangementer og seminarer i forbindelse med festivalerne.

Tags: