Danmarkspremiere på kinesisk storfilm

FILMHUSET. Kom til danmarkspremiere på den kinesiske mester Zhang Yimous nye storfilm "The Flowers of War" med Christian Bale i hovedrollen i Cinemateket fredag den 18. maj.

Zhang Yimous storslåede, farverige drama, der udspiller sig under Nanjing-massakren i 1930'ernes Kina, er den kinesiske mesterinstruktørs første engelsksprogede film. Den var nomineret til en Golden Globe og var i hovedkonkurrencen i Berlin.

Christian Bale spiller hovedrollen som den amerikanske bedemand John, der strander i Nanjing under massakren i 1937. Han befinder sig i en katolsk kirke, hvor en gruppe klosterskolepiger og prostituerede fra det nærliggende bordel har søgt tilflugt. Sammen med en af de prostituerede forsøger han at redde pigerne fra at blive voldtaget af de fremrykkende japanske styrker.

Premieren på "The Flowers of War" er arrangeret i samarbejde med Den Kinesiske Ambassade, der byder på et glas vin efter forestillingen den 18. maj. Filmen vises igen den 26. maj.

Bestil billetter online

Cinemateket viser i maj en stribe film af Zhang Yimou, hvis dramaer og spektakulære storfilm har henført en hel verden gennem mere end 25 år. Læs om serien her.

Tags: