Jytte Rex er oprindeligt uddannet som billedkunstner på Kunstakademiet, og denne optagethed af billedets udtryk og form har præget hele hendes virke. Både som filmskaber, billedkunstner og forfatter har hun afsøgt grænseområder, mentale tilstande, drømme og længsler i den menneskelige virkelighed, og hun har ofte gjort det i eksperimentelle, poetiske og symbolske former.
Jytte Rex var tidligt optaget af filmen og eksperimenterede allerede på Kunstakademiet med et dobbelt 8 kamera. Hun har ofte peget på den argentinske forfatter Jorge Luís Borges som en inspirationskilde til sin labyrintisk, søgende form og sin optagethed af erindringens spor og former. I novellefilmen "Den erindrende" (1985) bygger hun direkte på Borges fortællinger, hvor de mange planer i Borges univers omsættes til et rigt og flertydigt billedsprog. Men denne visuelle kompleksitet, sammenspillet mellem billede, ord og musik er også udfoldet på smukkeste vis i "Floden" (2003), som vandt Odense Filmfestivals pris for bedste portrætfilm. Det er et portræt af europæisk kultur, fortalt i en strømmende, poetisk og symbolsk montage om både skønhed, hverdag, kunst og gru.
Kvindebilleder i filmkunsten
Rex debuterede som filminstruktør med filmen "Tornerose var et vakkert barn" (1972, sammen med Kirsten Justesen) og kvindeliv og -drømme spiller en markant rolle i flere af hendes spille- og dokumentarfilm, ligesom hun i romaner og essays har taget dette emne op. Men hun har samtidig opponeret mod dele af den politisk orienterede kvindekamp, og hun benægter at hendes arbejde skulle være udtryk for en bestemt kvindelig æstetik, som hun ikke mener, eksisterer (Hjort & Bonebjerg 2000: 98). Men hun vedkender sig, at kvindeliv – ikke så underligt – fylder meget i hendes film, og at hendes film kan ses som et forsøg på at løfte kvindeerfaringer og kvindebilleder ind i filmkunsten. Det sker meget eksperimentelt i den poetiske dokumentar "Veronicas Svededug" (1977), i den ligeså avantgardisktiske spillefilm "Achilleshælen er mit våben" (1979), "Belladonna" (1981) og "Isolde" (1989), der tager livtag med og moderniserer de klassiske myter.
Æstetisk pioner
Med sin form og æstetik hører Jytte Rex til i avantgarden af dansk filmkultur, og har som billedæstetisk pioner udforsket nye emner og stilarter. Med sine nyeste portrætfilm om store danske kulturpersonligheder har hun nærmet sig et bredere publikum og har blandet en mere klassisk og poetisk eksperimenterende form. Det sker første gang i "Inger Christensen – Cikaderne findes" (1998), som på fornemste vis udfolder og sammenbinder det lyriske og personlige univers i et diskret, men stærkt poetisk billedsprog. Samme form udfolder sig i "Palle Nielsen – mig skal intet fattes" (2002), Pelle Gudmundsen-Holmgreen: "Musikken er et monster" (2007) og til denne trilogi lægger sig den nye film som får premiere i maj, "Henning Larsen – Passage i lys og rum" (2012).
Jytte Rex står i dag som en af de betydeligste, danske dokumentarister indenfor den poetiske-refleksive tradition, og som en spændende, eksperimenterende spillefilmsinstruktør. Som multikunster har hun samtidig sat sit helt eget præg på billedkunst og litteratur, og har beriget vores filmkultur og kulturelle offentlighed med både kvindeerfaringer og kvindebilleder samt helt universelle temaer.