Dola Bonfils er selvlært og var egentlig i gang med at læse kunsthistorie, da hun fik feriejob som chauffør på en filmproduktion. Hun fortsatte sine læreår i filmbranchen med et basiskursus på Filmskolen og som assistent for blandt andre Henning Carlsen. Et samarbejde, der i perioden 1970-73 førte til en direktørpost i dokumentarbiografen Kino Valde i Dagmar Teatrets kælder, hvor hun som programlægger fik suppleret sine praktiske erfaringer med indsigt i filmhistorien og internationale tendenser inden for kort- og dokumentarfilm.
I 80'erne instruerede Dola Bonfils en række dokumentarfilm, hvor hun gik tæt på danske institutioner. Inspireret af den amerikanske instruktør Frederick Wiseman var Dola Bonfils med titler som "Gymnasiet – en skoleform" (1983), ”Politiet i virkeligheden I-III" (1986) og "Med døden inde på livet" (1989) en af pionererne inden for en dansk udgave af den såkaldt observerende film. Film, der med tålmodighed og grundighed skildrede aspekter af det danske samfund, så de uden politisk doceren vakte både opmærksomhed og debat.
Interessen for magtens institutioner og samfundsforhold generelt – også i verden uden for trygge velfærdsdanmark – har været et markant spor gennem Dola Bonfils' arbejde. I de to film "Levende Ord" (1996 og 1997) udfordrede hun vores forestillinger om demokrati og udvikling i mødet med innovative kræfter i Afrika og Indien. Og i "Mødet med det fremmede" (2001) rejste hun med en dansk psykiater til Brasilien for at møde en lægekollega, der afprøver nye metoder i behandling og forebyggelse af psykiske sygdomme. I mange år fungerede Dola Bonfils desuden som konsulent for DANIDA vedrørende import af film fra tredjeverdenslande og søgte også i den funktion ihærdigt at formidle levende billeder, der ruskede op i vante forestillinger om os selv og verden omkring os.
Andre markante spor gennem den flittige instruktørs virke har været en optagethed af kunst og videnskab – ofte med særligt fokus på undersøgelser af feltet mellem de to discipliner, blandt andet i adskillige kunstnerportrætter og tv-programmer og en eksperimenterende dokumentarfilm om lyd, "Lydbilleder" (1993). I den ambitiøse "Tankens anatomi" (1997) stiller Bonfils skarpt på aktuel hjerneforskning, og i "Drømme med deadlines" (2003) fik filmholdet unik adgang til et forskerholds arbejde på Novo Nordisk.
Filmen "K-notatet" (2004) går tæt på forsvarets rolle i dagens Danmark og i det internationale samfund. Filmen indgik i dokumentarserien "Magtens Billeder", som Dola Bonfils i øvrigt var initiativtager til.
I perioden 2004-09 og igen i 2011 har instruktøren indtaget en post med filmpolitisk magt som konsulent for kort- og dokumentarfilm på Det Danske Filminstitut. Også i den position har hun insisteret på at få kunstnerisk kvalitet og globalt orienteret samfundsengagement til at gå op i en højere enhed, blandt andet i støtte til film som Eva Mulvads "Vores lykkes fjender" og "Burma VJ – Reporter i et lukket land", Anders Østergaards prisvindende film om Burmas munkeopstand, der er set af mere end 30 millioner mennesker.
I den kommende tid skal Dola Bonfils stå i spidsen for et udstillingsprojekt i Filmhuset, der skal skabe dialog mellem film- og billedkunst og indgange til digitalisering af den danske filmarv. Med den vante bonfilske kombination af nysgerrighed, kvalitetssans, ihærdighed og lyst til at formidle på tværs af kunstarter, teknologier, generationer og andre skel har publikum meget at se frem til.