Festivalen East by Southeast giver dig muligheden for at stifte bekendtskab med nogle af de mange fremragende nye film, der bliver produceret i vores central- og østeuropæiske 'nabolande'. East by Southeast præsenterer 11 nye film fra Central- og Østeuropa, hvoraf de 10 er danmarkspremierer, og vi inviterer til en række særarrangementer med gæster fra regionen.
Livet bag Jerntæppet, bølgen fra Bukarest og kvinder i front
East by Southeast åbner den 16. oktober med det underholdende filmeventyr 'Liza – the Fox-Fairy', der blander ungarsk 70’er-nostalgi og japansk dødsmytologi og har den danske skuespiller David Sakurai i en hovedrolle som japansk crooner!Andre af festivalens hovednumre er Radu Judes storslåede rumænske 'Aferim', der vandt instruktørprisen ved årets festival i Berlin, og 'Citizen', der har den legendariske skuespiller og instruktør Jerzy Stuhr bag kameraet og i hovedrollen som en 'almindelig mand', der gennemlever 60 års polsk historie. Også den tjekkiske 'Fair Play' vender tilbage til livet bag Jerntæppet i en gribende historie om en 18-årig sprinter, der op til OL i 1984 bliver indrulleret i et strengt kontrolleret tjekkoslovakisk træningsprogram.
Festivalen hylder desuden den succesrige rumænske nybølge med tre film, herunder 'The Treasure', den nyeste film af Corneliu Porumboiu, en af nøglefigurerne i bølgen fra Bukarest.
Kvindelige instruktører indtager en mere og mere fremtrædende plads i central- og østeuropæiske filmproduktion, hvilket programmet dokumentarer med stærke film som førnævnte 'Fair Play', 'Naked Island', 'Self-Portrait of a Dutiful Daughter' og 'The Lesson'.
Særarrangementer
16. oktober kl. 19.00: 'Liza the Fox-Fairy' med forfilm og reception (festivalåbning)17. oktober kl. 19.00: 'Citizen' med besøg af instruktør Jerzy Stuhr og reception
18. oktober kl. 19.00: 'Bota' med besøg af instruktør Thomas Logoreci og reception
24. oktober kl. 19.00: 'Fair Play' med besøg af instruktør Andrea Sedláckova og reception
25. oktober kl. 18.30: 'Aferim' med reception
27. oktober kl. 19.15: 'The Lesson' med reception
30. oktober kl. 19.00: 'The Reaper' med besøg af skuespiller Zlatko Buric og reception
Tid: 16. oktober-4. november 2015
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: cinemateket.dk og tlf. 3374 3412.