Susanne Bier er et af Danmarks stærkeste internationale kort på filmområdet. I denne uge ses "Hævnen" i Goa på Indiens internationale filmfestival, og 3.-12. december rykker Bier ind på Grækenlands største filmfestival i Thessaloniki med "Hævnen" og en stor retrospektiv serie med syv af hendes spillefilm.
"Hævnen" vises i Thessaloniki fredag den 10. december, hvor Bier vil være til stede og få overrakt festivalens 'Creative Excellence Award' af den græske kulturminister.
På Thessaloniki International Film Festival vises også to andre af årets mest internationalt bemærkede danske spillefilm, Thomas Vinterbergs "Submarino" og Michael Noer og Tobias Lindholms "R", der begge har vundet store internationale priser. Desuden er dokumentarlegenden Jørgen Leths seneste værk "Det erotiske menneske" med i programmet.
"Hævnen" havde international premiere på festivalen i Toronto og har siden vundet hovedpris og publikumspris i Rom og priser for bedste instruktion og manuskript i Sevilla.
Biers film er set af ikke mindre end 411.000 i biograferne herhjemme, hvor den stadig vises. Den åbnede i Sverige og Norge til flotte anmeldelser, og i starten af det nye år får den biografpremiere i Italien og Spanien, mens det går løs med at kvalificere sig i Oscar-kapløbet til prisen for bedste ikke-engelsk-sprogede film, hvor den er indstillet som Danmarks deltager.
Thessaloniki International Film Festival (3.-12. december)
International Film Festival of India ( 22. november-2. december)