Livet som luder, Chemical Brothers på trip, Technicolor-filmskat fundet ...

FILMEVENTS. Danmarkspremiere på Chemical Brothers-koncertfilm. Dokumentar om livet som luder. Genfunden Technicolor-Afrika-storfilm med foredrag. Og dobbeltvisning af to bande-kultfilm fra 80’erne.

Efterårssæsonen er skudt i gang, og Cinemateket byder på en perlerække af filmevents de kommende ti dage. Abel Ferrara/Paul Morrissey street-gang dobbeltvisning i Psych-Out-biffen, besøg af den østrigske dokumentarist Michael Glawogger, som fortæller om verdens ældste erhverv i ’Whores Glory’, danmarkspremiere på den kritikerroste koncertfilm ’Don’t Think’ med big beat-fænomenet Chemical Brothers  og ’Mamba’ – genfunden technicolor-storfilm og filmhistorisk foredrag ved filmhistoriker Paul Brennan.

Psych-Out! – pusherkluns og gadeslang i NYC

Cinematakets kultfilm-biograf præsenterer to hårdkogte, etniske bande-flicks fra 1980’ernes New York City. Paul Morriseys ’Mixed Blood’ er et leksikon over Downtown Manhattan i midt-80’erne komplet med gadeslang, pusherkluns, urbant forfald og cracktåger. Abel Ferraras ’China Girl’ er en moderne, skævvreden Romeo & Julie-historie henlagt til Chinatown og Little Italy.

Torsdag den 23. august kl. 19.45. Før og mellem filmene er der plader på rejsegrammofonen i Asta Bar.

’Whores’ Glory’ – mød Michael Glawogger

Få et unikt indblik i verdens ældste profession. Den østrigske instruktør Michael Glawogger går med sit kamera tæt på prostitution i tre forskellige lande med tre forskellige religiøse kulturer: Thailand (buddhisme), Bangladesh (islam) og Mexico (katolicisme). Mød Glawogger, når han den 24. august introducerer ’Whores’ Glory’ og efterfølgende diskuterer filmen med publikum.

Fredag den 24. august kl. 18.30.

Chemical Brothers – syretrip på Fuji-bjerget

”sublim, trippet, oplivende. Tro ikke, bare fald i svime,” skrev Rolling Stone!! I samarbejde med EMI Music og CPH:DOX har Cinemateket dansk premiere på koncertfilmen ’Chemical Brothers: Don’t Think’. Big beat-pionererne fra Manchester mixer en malstrøm af lys og lyd ud over Friday Late Night-biffens lærred den 31. august. Visual effects-mageren Adam Smiths tranceskabende billedcollager er med til at skabe den ultimative totaloplevelse – et show, der blev optaget på Fuji Rock Festival sidste år foran 50.000 japanske fans.

Fredag den 31. august kl. 21.30. Der er happy hour-bar med elektriske beats fra kl. 20.00.

’Mamba’ – genfunden Afrika-storfilm og filmhistorisk foredrag

Det myteomspundne Afrika-melodrama ’Mamba’ blev i 2011 vist for publikum for første gang i 80 år. Filmen er en af de allerførste lydfilm i farver (Technicolor), men har været anset for tabt siden 1930’erne. Den australske filmhistoriker Paul Brennan begyndte i 2009 en restaureringsproces ud fra genfunden nitratmateriale, og Brennan præsenterer selv filmen og fortæller om dens tilblivelseshistorie i Cinemateket den 1. september. Vi befinder os i senimperialismens tid i Østafrika kort før 1. verdenskrig, hvor de indfødte gør oprør (i farverige masseoptrin) og Tyskland og England erklærer hinanden krig.

Lørdag den 1. september kl. 19.00. (Billetter kan bestilles fra 24. august).

Tid: 23. august til 1. september
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412