Filminstituttet opfordrer i oplægget til filmaftalen 2015-2018, Film for fremtiden, til, at der skal udformes klare kvalitetskriterier med fokus på kulturel værdi for alle støtteordninger.
Gæster i dagens panel var rektor for Den Danske Filmskole Vinca Wiedemann, producent ved Zentropa Louise Vesth, dramachef for DR Fiktion Piv Bernth samt instruktør og bestyrelsesmedlem i Danske Filminstruktører Birgitte Stærmose. De fire var blevet bedt om forholde sig til, hvordan vi støtter og udvikler et fortsat højt kvalitetsniveau i dansk film og drama.
Vinca Wiedemann og Louise Vesth. Foto: Anton Willemann
Paneldeltagerne var alle enige om, at det er vigtigt at tilstræbe kvalitet i alle typer produktioner, og emnet blev ivrigt diskuteret med salen. Direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, opsummerede afsluttende:
"Der er ikke mange filmfolk, der er bange for at diskutere kvalitet, men vi kom ikke helt tæt på, hvad kvalitetskriterier på samtlige ordninger skal være. Vi har i dag erfaret, at nogen vil have markedsordningens redaktion udskiftet med en konsulent, og andre vil have konsulentordningens konsulenter udskiftet med en redaktion. På den måde er der en ikke ubetydelig valgfrihed i processen.
Det er interessant, at vi kan sidde så relativt fredsommeligt og diskutere kvalitet. Det er ikke noget selvstændigt formål, at vi bliver enige her, men at vi får skærpet argumenterne, sådan at kulturpolitikerne, der engang til oktober skal lave en filmaftale, har det bedst mulige grundlag til at lave den på."
Foto: Anton Willemann
Endnu to debatmøder er planlagt med emnerne "Hvad skal film med tv?" og "Film i Danmark – fortællinger fra hele landet". Læs mere om kommende debatmøder, datoer og paneldeltagere.
Til oktober skal politikerne indgå filmaftalen, der løber frem til udgangen af 2018.
Læs også Filminstituttets oplæg til filmaftalen 2015-2018: Film for fremtiden.