Kære filmfolk,
Det danske filmpublikum har bedt mig hilse og sige – tak!
Tak, fordi I igen og igen er med til at gøre vores verden større og fortælle os om liv, der er bedre, værre eller bare meget forskellige fra det liv, vi går og trækkes med til daglig. Den slags fortællinger har vi brug for.
Tak, fordi I giver os noget at tale om, også selvom man i min gamle branche – forlagsbranchen – er noget stødt over, at det ikke længere er bogen, der er det kulturelle omdrejningspunkt, når der konverseres over rødvinen til middagsselskaber, men derimod den danske film.
Men jeg har ikke bare taksigelser med. Jeg har også en historie med om, hvordan man fanger aber på Borneo. Jeg tænkte, at det kunne være nyttig viden sådan en mandag formiddag.
Det foregår enkelt. Man binder en udhulet kokosnød til et træ. I nødden borer man et hul, der lige er stort nok til, at en abehånd kan komme igennem, og inden i nødden lægger man noget ris, som aberne er tossede med.
Når aberne så klatrer ned fra træerne og stikker hånden ind og knytter den om risen, kan de ikke få den ud af skallen igen, og det er derefter en let sag for de lokale, at traske hen og kappe hovedet af de små kræ.
Det er en historie om manglende proportionssans, og det er også i nogen grad en fortælling om den danske filmverden.
Her kommer tre eksempler:
Første eksempel
Man har i branchen kæmpet hårdt for at etablere vinduer, inden en film må bringes til anvendelse i et nyt vindue. De såkaldte hold-back-perioder.
Hold-back-perioder er imidlertid et fortidslevn, der ud fra en konkurrencebetragtning formentlig er – eller i hvert fald burde være – ulovlig, ud fra en markedsbetragtning er forældet, og ud fra en etisk betragtning er uanstændig.
Ikke desto mindre har filmbranchen oparbejdet et raseri over, at vinduerne i disse år forsøges reduceret, fordi det sker samtidig med at detailsalget falder. DERFOR vil man forsvare de vinduer, man har: Først biograferne og siden detailsalget, inden tv-stationerne kan tilstås visning. Det siges at være til gavn for forretningen.
Men en sen visning på tv er ikke løsningen på problemet med de faldende dvd-indtægter. De to ting har sådan set intet med hinanden at gøre.
Det svarer til historien om den berusede mand, der står under en gadelampe og kigger mod jorden, og da han bliver spurgt, hvad han mon står der for? svarer han, at han har tabt sine nøgler.
”Er du sikker på, at det er her, du har tabt dem?”
”Nej, jeg tabte dem derovre, men det er her, der er lys.”
Producenterne synes med andre ord, at det faktum, at der er sket strukturændringer – detailsalget svigter – skal løses ved at fastholde en distributionsstruktur, der ikke bare er utidssvarende og uprofessionel, den er som nævnt også uetisk.
Utidssvarende: Fordi forbrugeradfærden ikke længere er til, at man kan opretholde opmærksomheden om en film over både måneder og år. Forbrugeropmærksomhed i dag er et knapt gode, og for et tv-publikum går nytteværdien af en to år gammel spille- eller dokumentarfilm i de fleste tilfælde hastigt mod nul, hvorfor viljen til at involvere sig i dansk film fra tv-stationernes side går i samme retning. Mod nul.
Uprofessionel: Det vil tværtimod gavne det samlede salg, at man kan rykke sammen om et fælles markedsføringstryk med henblik på at nå forskellige målgrupper i forskellige forbrugssituationer indenfor en mere komprimeret periode.
Biografpremiere, VOD, dvd-salg og tv-visning kan udmærket eksistere med en nærhed i tid, der er helt, helt anderledes end den, vi ser i dag. Det er erfaringen fra andre brancher.
Uetisk: Filmstøtte er en borgerbetalt kunst- og kulturstøtte. Hvis borgene opdager, at man i betydelig grad afskæres fra at få adgang til de film, man har finansieret, vil det betyde en indskrænkning af støtten. Tror man, at kunststøtte er erhvervsstøtte, begår man en moralsk fejlslutning af de større.
Men hvis det, vi taler om – det faldende detailsalg – er reelle strukturændringer, der varigt har forandret betingelserne for, hvorledes der kan laves film i Danmark, så er det dén drøftelse, man må tage med de politikere, der jo gerne ser, at den danske filmkunst blomstrer. En drøftelse, der enten må udløse flere midler eller en accept af, at der skal laves færre film for de midler, der nu en gang er til rådighed.
Problemet løses ikke ved at stille hindringer i vejen for borgerne. Det er en selvoptaget tankegang, der aldrig har gavnet nogen branche, og som man hurtigst muligt må sætte sig ud over.
Eksempel to
Stærke branchekræfter har nu i en årrække fuldstændig uhæmmet lobbyet det politiske landskab for at få lagt DRs dramaproduktion ud af huset. Ikke fordi man nogen sinde har demonstreret særlige ambitioner endsige talent på vegne af tv-fiktion, men fordi man kunne se, at der hos DR var penge, der kunne bruges til at lindre anstrengte kassekreditter hos én selv.
Gennem forlangende om stigende udlægning har Producentforeningen og visse større producenter, f.eks. Zentropa, gået direkte i flæsket på en af de allervæsentligste delforklaringer på dansk films fortsatte vitalitet, nemlig DRs Fiktionsafdeling.
For sagen er, at vores succes er jeres succes. Og omvendt. Vi er afhængige af hinanden. Vi er hinandens forudsætning i ét samlet økosystem: Støtteordning, filminstituttet, filmskolen, de danske producenter og den indsats, der bliver lavet for tv-fiktionen hos DR. Det hele hænger sammen. Det udgør samlet set forklaringen på, hvorfor det i de sidste mange år trods momentvise anfald af kortsyn er gået så godt for dansk film. Og for dansk tv-fiktion.
Et tredje og sidste eksempel:
De såkaldte romertalsfilm. Jeg skal ikke sætte navn på dem. I kender dem selv.
De er muligvis til gavn for visse producenter, men med det omfang, de har fået i dag, er de ikke til gavn for dansk film. De risikerer på langt sigt at blive en trussel, fordi de tager penge, opmærksomhed og står i vejen for nødvendig nytænkning. Ikke mindst nytænkning over for det publikum, der er allervigtigst for os alle sammen: Børnene.
Det er dem, børnene, der i fremtiden også skal have lyst til at møde frem på en dag som denne og sige jer tak. Tak fordi I turde tænke stort, tænke ud af boksen og forstod at se jeres arbejde i en større sammenhæng.
Tak, fordi I formåede at forvalte offentlige støttekroner med ansvar, og tak, fordi I evnede at løfte hovedet og forstod, hvad der skulle til for at redde livet fremfor at klynge jer fast til en småtskåren drøm om en nævefuld ris.
Og det skal nok gå. Det er jeg sikker på, for der findes heldigvis kun få bornesiske aber i den danske filmbranche, der først og fremmest er befolket af kloge og visionære mennesker. Der er derfor al mulig grund til at tro, at dansk film også i de kommende årtier vil fortsætte med at imponere.
Det var bare det, jeg skulle hilse og sige. God dag!
Morten Hesseldahl, 11. juni 2012