CPH PIX i Cinemateket

FESTIVAL. Københavns internationale filmfestival, CPH PIX har netop offentliggjort årets program. En bred buket af filmstrimler fra alverdens afkroge rammer det store lærred i Cinemateket den 12.-29. april - sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Fra den 12. april indtager CPH PIX byen med film, koncerter og instruktørbesøg ad libitum. Med mere end 150 film på programmet og et festivalforløb på 18 dage er CPH PIX et overflødighedshorn af filmoplevelser.

I Cinemateket kan du opleve hele 48 forskellige festival-titler. Sammen med CPH PIX byder vi på alt fra asiatiske specialiteter til censurerede danske filmsekvenser. Du kan også dyrke Neil Young til en særlig Friday Late Night-speciel, og desuden kan CPH PIX og Cinemateket eksklusivt præsentere årets retro-stjerne, den italienske mesterinstruktør Carmelo Bene.

Carmelo Bene - første gang på dansk jord

CPH PIX har gravet fem af den geniale outsider Carmelo Benes enestående spillefilm frem - film, der udfordrer kunsthistorien og virker lige så sprællevende og forfriskende i deres unikke filmsprog, som da de blev skabt. Du kan bl.a. opleve 'One Hamlet Less' (1973), der bruger elementer fra Shakespeares tekst, og 'Salomé' (1972), der låner fra Oscar Wildes teaterstykke af samme navn.

Torsdag den 12. april kl. 17.00 inviterer Cinemateket og CPH PIX desuden til gratis foredrag med introduktion til Carmelo Bene i Asta Bar.

Læs mere om Carmelo Bene-serien.

Friday Late Night: Neil Young Journeys - med dj og bar

Fredag den 13. april byder vi på en særlig udgave af Late Night med 'Neil Young Journeys', der er sidste kapitel i Jonathan Demmes Young-trilogi. Fra forsædet af en Ford Crown hører vi Young fortælle farverige anekdoter, og i Massey Hall optræder legenden solo omgivet af en hær af guitarer.

Baren er åben, og både før og efter filmen vil aftenens dj vende sprøde, velduftende americana-vinyler. Der er Happy hour-bar allerede fra kl. 20.30.

Læs mere og bestil billetter.

Seriously funny - sjovt for alvor

CPH PIX har sat jagten ind på den moderne komedie, der tager både sig selv og genren alvorligt. Du kan bl.a. grine af det amerikanske komiker-par Tim and Eric og Sasha Baron Cohen i 'Stand Up, Sit Down and Visual Art Comedy Today'. Gå heller ikke glip af undergrundstalentet Mike Stoklasa, der præsenterer sin egen 'The Phantom Menace Review' - sammen med en række overraskelser.

Forbuds-Danmark - frisind på retur

PIX fokuserer her på film, der af forskellige årsager har været forbudt herhjemme. Oplev bl.a. 'Rockerfilmen' (1979), 'Night of the Hunter' (1955) og svenske 'Det sker i nat' (1956), der udløste det sjældne, hvide censurkort - et direkte totalforbud. 

Juvelen i serien er 'Censur-spolerne', der rummer alle de anstødelige scener, der i årenes løb er klippet ud af film. Her kan du opleve alt fra pisk, nøgenhed og nedskydninger til vold og vulgariteter. Vi viser dem, som de er samlet - råt for usødet.

Se hele Cinematekets CPH PIX-udvalg.

Se desuden www.cphpix.dk for det samlede festival-program.

Tid: 12.-29. april 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412