16 danske film og en udstilling til Göteborg

FESTIVAL. 16 danske film er udtaget til Göteborg International Film Festival, hvor Michael Noers "Nordvest" og Tobias Lindholms "Kapringen" er i hovedkonkurrence.

Der er udtaget hele 16 danske film og en udstilling til dette års Göteborg International Film Festival, der finder sted fra den 25. januar til 5. februar.

Michael Noers "Nordvest" og Tobias Lindholms "Kapringen" deltager i festivalens hovedkonkurrence. Noer og Lindholm vandt sammen prisen i 2010 for "R". Dengang blev prisen fulgt af 100.000 svenske kr. Det beløb er nu forhøjet til en million.

Casper (18) bor i Nordvest sammen med sin mor, lillebror og lillesøster, hvor han ernærer sig ved at sælge hælervarer til Jamal (23), en af kvarterets bandeledere. Men hierarkierne står for fald, da den organiserede kriminalitet, i skikkelse af Bjørn (40), flytter ind i kvarteret. Casper får tilbudt et job og øjner straks muligheden for at stige i graderne, da han bliver involveret i Bjørns forretninger med narko og prostitution. Da spændingerne mellem Bjørn og Jamal optrappes, forandrer Caspers barndomskvarter sig til en regulær kampplads. Casper er nu fanget i en konflikt, som truer med at ødelægge ham og hans familie.

"Nordvest" har manuskript af Rasmus Heisterberg og Michael Noer og er produceret af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Rasmus Horskjær.

Blandt de medvirkende er Gustav Dyekjær Giese, Oscar Dyekjær Giese, Nicholas Westwood Kidd, Roland Møller, Lene Maria Christensen og Dulfi Al-Jaburi.

Thomas Vinterbergs "Jagten" præsenteres i Göteborg med en gallavisning, og i festivalens hovedprogram for dokumentarfilm er "Mit Afghanistan - Livet i den forbudte zone" og "White Black Boy" i konkurrerence. 

16 film til Göteborg

Nordic Competion

 

  • Nordvest
  • Kapringen

Gallavisning

  • Jagten

Dragon Award Best Nordic Documentary

  • Mit Afghanistan - Livet i den forbudte zone
  • White Black Boy

Nordic Light

  • Free the Mind
  • Mercy Mercy - For børnenes skyld
  • Searching for Bil
  • Viceværten
  • White Black Boy
  • You and Me Forever

Den gudomliga komedin

  • Sover Dolly på ryggen?

Environmental Issues

  • Ekspeditionen til verdens ende

Music Nonstop

  • The Ghost of Piramida

Animani

  • Ronal Barbaren

Lilla Filmfestival

  • Marco Macaco
  • You and Me Forever

Udstilling

  • Gesamt