Det Amerikanske Filmakademi har udvalgt den omrejsende nordiske filmfestival, Nordisk Panorama som adgangsgivende festival for kortfilm. Alle kortfilm, der har været i konkurrence på festivalen vil efterfølgende kunne indstilles til en Oscar.
"At Nordisk Panorama er udvalgt som Oscar-nominerende festival for kortfilm styrker de nordiske kortfilms internationale position," siger administrerende direktør for Filmkontakt Nord Karin Johansson-Mex, der ser det som et klart udtryk for den høje kvalitet af de nordiske film, der skal udvælges til festivalens konkurrencekategorier.
Nordisk Panorama blev stiftet i 1990 og skifter hvert år mellem Reykjavik, Bergen, Malmø, Oulu og Århus. I 2011 vil Århus være vært for festivalen. På festivalen kæmper nordiske kort- og dokumentarfilm om at blive Nordens bedste.