Fra Marx Brothers til Memento - særarrangementer i Cinemateket

EVENTS. Nyd bl.a. Marx Brothers-klassikeren 'Halløj i operaen', mød instruktørerne Anne Wivel og Eva Mulvad og gense Oscar-vinderen 'Babettes gæstebud'.

I uge 16 kan du grine af Marx Brothers, møde instruktørerne bag to roste politikerportræt, se labyrintiske 'Memento' med introduktion og nyde Gabriel Axels Oscar-vinder 'Babettes Gæstebud'.

Funny Bones - 'Halløj i operaen'

'Halløj i operaen' bliver regnet for en af de bedste Marx Brothers-film. Kombinationen af traditionel syngefilm og Marx-brødrenes surrealistiske univers går op i en højere enhed i denne overstadige parodi på opera-verdenen. Blandt de mange komiske højdepunkter er scenen, hvor Groucho og Chico udarbejder en kontrakt og den kaotiske massakre på 'Il Trovatore'.

Onsdag den 18. april kl. 19.00.

Den danske portrætfilm - mød Anne Wivel og Eva Mulvad

I det andet af tre arrangementer med danske portrætfilm sætter vi fokus på politikerportrættet. I anledning af Ib Bondebjergs nye bog 'Virkelighedsbilleder - den moderne danske dokumentarfilm', kan forfatteren opleves i samtale med instruktørerne Anne Wivel og Eva Mulvad. Debatten bliver efterfulgt af portrætfilmene 'Svend' (2011) og 'Vores lykkes fjender' (2006).

Torsdag den 19. april kl. 19.00.

'Memento' - med introduktion

'Memento' (2000) står fortsat som en meget original og kraftfuld film takket være sin raffinerede ikke-kronologiske fortælleform og Guy Pearces smerteligt sammenbidte præstation som detektiven Leonard, der er ramt af hukommelsestab. Filmen introduceres af Helle Kannik Haastrup, lektor ved Institut for Kultur & Identitet, Roskilde Universitet.

Torsdag den 19. kl. 19.15.

Danish on a Sunday - 'Babettes gæstebud'

Den anden og fjerde søndag i hver måned præsenterer Cinemateket danske klassikere og nye filmhits med engelske undertekster. Således kan udenlandske filmelskere også nyde den danske filmskat på det store lærred. Denne gang viser vi 'Babettes gæstebud'. Gabriel Axels Oscar-vindende Blixen-filmatisering er et stilfærdigt sprudlende kultursammenstød mellem fransk livsappetit og skandinavisk puritanisme.

Søndag den 22. april kl. 14.15.

Tid: 18.-22. april
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412