Ekko udgiver Defamation på dvd

DOKUMENTAR. Yoav Shamirs kontroversielle film om antisemitisme udkommer på dvd sammen med det nye nummer af filmmagasinet Ekko.

Det nye nummer af filmmagasinet Ekko udkommer vanen tro med en vedlagt dvd. Denne gang drejer det sig om den israelske dokumentarfilm "Defamation", der kaster et kritisk blik på fænomenet antisemitisme.

Med instruktør Yoav Shamirs egne ord: "Antisemitisme er den ultimative hellige ko for jøder. Selv om det aldrig har været min hensigt at slagte denne ko, har selv de mest hellige køer behov for at blive rusket igennem en gang imellem."

"Demamation" har været genstand for en del omtale i danske medier, fordi DR2 har tøvet med at vise filmen, selvom tv-kanalen selv har været med til at finansiere den.

Filmen, der er støttet af Det Danske Filminstitut, er en dansk/østrigsk/amerikansk/israelsk koproduktion. Producer Karoline Leth, SF Film, fortæller i et interview om filmens tilblivelse og overvejelserne bag den: "Kontroversiel dansk dokumentar" (FILMupdate, 12. juni 2009)

Dvd'en er vedlagt Ekko #52. Læs mere om det nye nummer af Ekko på www.ekkofilm.dk