Kom i biografen til halv pris

DEN STORE BIOGRAFDAG. På søndag den 27. oktober vises alle film i alle danske biografer til halv pris. Se f.eks. aktuelle danske film som "Antboy", "Kvinden i buret" eller "Olsen Banden på dybt vand".

På søndag den 27. oktober køber man sin biografbillet som normalt. Prisen bliver bare halveret. Det sker, fordi Danske Biografer og Foreningen af Filmudlejere for 4. gang arrangerer "Den store biografdag".

Hensigten er at sætte fokus på biografoplevelsen og give alle mulighed for at se film i biografen – en ambition, der de tidligere år har mødt stor opbakning fra publikum, og sidste år fik over 150.000 i biografen på dagen.

Blandt de aktuelle biograffilm på søndag er Ask Hasselbalchs filmatisering af Kenneth Bøgh Andersens børnebøger om superhelten "Antboy", Mikkel Nørgaards thriller "Kvinden i buret" baseret på Jussi Adler-Olsens "Afdeling Q"-krimier, Jørgen Lerdams anden animationsfilm af Olsen Banden, "Olsen Banden på dybt vand", og Christoffer Boes portræt af "Spies og Glistrup". Enkelte biografer har også forpremiere på Anne-Grethe Bjarup Riis' familiesaga "Tarok", der ellers får landsdækkende premiere den 31. oktober.

Det er biograferne selv, der står for filmprogram og særlig festligholdelse af "Den store biografdag" med særarrangementer, forpremierer og lignende tilbud. Så læs nærmere i de lokale biografers egne programmer.

"Den store biografdag" er et samarbejde mellem de Danske Biografer og Foreningen af Filmudlejere i Danmark med støtte fra Det Danske Filminstitut.

For god ordens skyld skal nævnes, at tilbuddet ikke gælder i Cinemateket, hvor normalpriserne på 40 kr. for medlemmer og 65 kr. for ikke medlemmer også er taksten på søndag.