Cinemateket i december

DECEMBERPROGRAMMET. Kom i julehumør med de gode gamle Disney-klassikere, (gen)oplev nogle af højdepunkterne fra året der gik, og se to Dreyer-mesterværker. Sæt i øvrigt kryds i kalenderen ved Elia Kazan, nye dokumentarer om den amerikanske beat-generation, spansk avantgarde - samt en række spændende særarrangementer.

Serier

Elia Kazan – "USA's bedste instruktør"

Marlon Brando, der er notorisk berygtet for sin ringeagt for skuespilkunsten, skrev i sin selvbiografi, at Kazan (1909-2003) var den bedste skuespiller-instruktør, han nogensinde havde arbejdet under og egentlig den eneste, der virkelig stimulerede ham. Oplev kanoniserede klassikere som 'Øst for Paradis', 'Omstigning til Paradis' og 'I storbyens havn' samt nyrestaurerede kopier af de oversete værker 'A Face In the Crowd' og 'America, America'. Desuden Martin Scorseses hyldest til Kazan, dokumentaren ’A Letter to Elia’ (2010).

Serien (8 titler) vises hele december.

Beat – nye film om Kerouac, Burroughs og Ginsberg

Med filmen 'Howl' (2010) om Allen Ginsbergs banebrydende digt fra 1955 i frisk erindring, og med udsigten til hele to spillefilm baseret på romaner af Jack Kerouac – 'On the Road' og 'Big Sur' – må den amerikanske beatgeneration siges at have opnået bred accept og anerkendelse i mainstream-kulturen. Dokumentarfilmene i denne serie ser både på beatkulturen som historisk fænomen og undersøger dens fortsatte aktualitet. Hovedparten er helt nye.

Den 8. december er der verdenspremiere på 'The Beat Hotel', som introduceres af Lars Movin – forfatter til bogen 'Beat – på sporet af den amerikanske beatgeneration' – og instruktøren Alan Govenar.

Serien (7 titler) vises 8.-30. december.

Disney Greatest – syv perler med bonus-forfilm

For børn og barnlige sjæle i alle aldre! Cinemateket præsenterer i december syv af Disneys udødelige klassikere med dansk tale. Nyd et gensyn med Snehvide, Pinocchio, Dumbo, Askepot, Peter Pan, Lady og Vagabonden, Mowgli og Baloo i 'Junglebogen' og alle de andre kære figurer. Som bonus har vi gravet dybt i vores arkiver og fundet en stribe Disney-kortfilm, man sjældent har mulighed for at opleve på det hvide lærred.

Filmhuset arrangerer lørdag den 17. december en særlig juledag for børn og voksne, hvor man kan klippe/klistre sine egne kravlenisser til brug i egne julefilm i FILM-X-studiet efterfølgende. Med i billetprisen er både æbleskiver og en 'ægte' julemand. Man kan melde sig til kl. 14, kl. 15 og kl. 16. Billetter koster 65 kr. og skal afhentes senest 15. december.

Serien (7 titler) vises hele december.

Fra alle os til alle jer! – årets højdepunkter

Højdepunkter fra året, der gik: Film, som folk gik forgæves efter billetter til og film, som fortyllede så eminent, at de fortjener et gensyn. (Gen)oplev bl.a. den stumme vampyr-gyser 'Nosferatu' med levende musik, Paul Verhoevens sci-fi-klassiker 'Robocop', 'Giganten' med James Dean, 'Blue Valentine' med Ryan Gosling, den rå og poetiske 'Biutiful' med Cannes-vinderen Javier Bardem i hovedrollen, og ikke mindst Leonard Cohen-dokumentaren 'Bird on a Wire' om poeten og sangerens Europaturné i 1972. Instruktør Tony Palmer introducerer sidstnævnte den 10. december kl. 19.00. Få signeret en julegave-dvd efter filmen.

Serien (11 titler) vises hele december.

Dreyers mirakler – ’Vredens dag’ og ’Ordet’

I november døde den store danske skuespillerinde Lisbeth Movin (1917-2011), hvis navn på det nærmeste er synonym med 'Vredens dag' - Carl Th. Dreyers tragiske kærlighedsdrama fra hekseforfølgelsernes tid i det 17. århundrede. Vi viser som en særlig hyldest filmen fem gange i december – og i tilgift et andet af Dreyers indiskutable mesterværker 'Ordet'.

Filmene vises 8.-18. december.

Eksperimental – tre måneder med spansk avantgarde

Vildt og voldsomt, poetisk og politisk, musisk og moderne. Cinemateket præsenterer fra 27. november og frem til til januar en serie med hidtil utilgængelige film fra den ’anden’ spanske filmhistorie – i nye, restaurerede kopier. Den alternative spanske filmhistorie fra 1950’erne og frem er i den grad værd at lade blikket gå på opdagelse i. Det er nemlig ikke blot en lang række stærke, enkeltstående værker, der endelig kan opleves på det store lærred, filmene afspejler også politisk og æstetisk de skiftende tider - i dialog med strømningerne i den internationale filmverden.

Del 1 vises 27. og 30. november. Del 2 og 3 vises den 7. og 29. december.

Danish Adventure Film Festival – 1.-4. december

D.A.F.F. er for alle, der elsker – og lader sig inspirere af – eventyret, mødet med naturen, andre kulturer, adrenalin, spænding, adventuresport, smukke billeder og ikke mindst den gode fortælling. På D.A.F.F. 2011 kan du opleve en række af tidens bedste adventurefilm, hvoraf mange har høstet internationale filmpriser. Desuden er der i år verdenspremiere på hele fire danske film.

Festivalen (20 film) afholdes 1.-4. december.

Bio 12:30

Den adlede britiske instruktør Anthony Minghella døde i 2008. I sine kun 54 leveår nåede Minghella dog at sætte sit aftryk på filmhistorien - både med episke storfilm som 'Den engelske patient' og 'Tilbage til Cold Mountain' og med mere intime dramaer som 'Truly, Madly, Deeply' og 'Breaking and Entering'. Netop disse fire film kan nydes i Bio 12:30 torsdage og fredage i december måned. Gratis kaffe og kage efter filmen. Bemærk, at der ikke er visninger fredag d. 23. og torsdag d. 29. december.

Torsdage og fredage i hele december.

Særarrangementer

Bag om EU – gratisvisning af Guldbrandsen-dokumentar

Med sin nye dokumentarfilmen 'Præsidenten' kigger Christoffer Guldbrandsen denne gang ind bag det europæiske magtcentrums facade. Ud over at fortælle hvordan den første 'præsident' for Det Europæiske Råd blev valgt, er filmen en scanning af den europæiske beslutningsproces, hvor konflikter, nationale interesser og historisk gæld igen og igen står i vejen for de afgørende beslutninger. Bag arrangementet står Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Forestillingen begynder med velkomst og introduktion ved repræsentationschef Jan Høst Schmidt.

Onsdag den 7. december kl. 17:00. Med introduktion og drinks. Fri entré.

Brasiliansk Filmaften – de pokkers naboer!

Man bor tæt i São Paulos mindre fancy kvarterer. Så tæt, at man er nødt til at forholde sig til sine naboer. Det gælder ikke mindst, da middelklasse-ægteparret Valter og Iara, i filmen 'The Tenants' ('Os Inquilinos'), får nye af slagsen. Der er spandevis af tankevækkende, spydig civilisationskritik i Sergio Bianchis fortælling. Filmen vandt manuskript-prisen ved filmfestivalen i Rio de Janeiro, og den blotlægger både troværdig krisepsykologi og massebebyggelsernes iboende absurditet. Efter forestillingen byder Den Brasilianske Ambassade på et glas vin og en snack i Asta Bar.

Onsdag den 14. december kl. 18:00. Med introduktion, vin og snack.

Tysk Filmaften – Oda Shaeffers omtumlede teenageår

'Poll' er en bevægende og smuk film om digteren Oda Shaeffers teenageår i Estland. Filmens følelsesmæssige og psykologiske spændvidde genkalder de bedste værker af Werner Herzog, Terence Malick og Zhang Yimou, konkluderede filmkritikeren Simon Forster i sin anmeldelse af ’Poll’. Filmen introduceres af den faste vært ved Tysk Filmaften, filmkonsulenten og manuskriptforfatteren Steen Bille. Tysk Filmaften er arrangeret i samarbejde med Goethe Institut Dänemark.

Onsdag den 7. december kl. 18.45. Med introduktion.

Søndok – Donald Trump vs. Skotlands natur

'You’ve Been Trumped' handler om en gruppe stolte skotske husmænd, der tager kampen op mod den amerikanske milliardær og mediemand Donald Trump. De kæmper mod overmagten for at forsvare en af Europas mest miljøfølsomme kyststrækninger, hvor Trump vil bygge to nye golfbaner, 1.500 luksushuse og et hotel med 450 værelser. Instruktør Anthony Baxter vil efter visningen fortælle om sit arbejde med filmen og svare på spørgsmål fra publikum.

Søndag den 18. december kl. 14.15. Med instruktørbesøg og debat.

Forsvunden fuldmægtig fylder 40 – og instruktøren 70

Gert Fredholms underholdende 'Den forsvundne fuldmægtig' (1971) – baseret på Scherfigs berømte roman – var en stor publikumssucces og modtog bl.a. Bodil-prisen for bedste film. Det er historien om den pligtopfyldende embedsmand og familiefar Teodor Amsted (Ove Sprogøe), der pludselig forsvinder under mystiske omstændigheder. Mens politiet arbejder med mordteorier, starter den tidligere så eksemplariske bedsteborger et nyt liv i provinsen. Amsted må dog sande, at et uvant liv i frihed kan være skræmmende. Se filmen og mød instruktøren Gert Fredholm, der er lige er fyldt 70, i samtale med Ulrich Breuning.

Torsdag den 8. december kl. 17.00. Med besøg af instruktøren.

U2 Late Night - musikfilm, bar og dj

For 20 år siden udkom en milepæl i nyere rockhistorie, U2's 'Achtung Baby'. Albummet er et af alle tiders mest succesfulde, og det fik skelsættende betydning for U2 som band. Det er det sidste aspekt, Davis Guggenheim afdækker i sin nye dokumentar. Med vingesuset fra Berlin-murens fald i øregangene påbegyndte U2 i 1990 i Berlins legendariske Hansa-studier en gennemgribende transformation af bandets udtryk og image. 'From the Sky Down' indeholder enestående arkivmateriale og åbenhjertige interview med gruppen og producerne Brian Eno og Daniel Lanois. I samarbejde med Universal Music Denmark præsenteres filmen her for første gang på et dansk biograflærred. Efter visningen er der U2-inspirerede toner i Asta Bar. Billetpris: 75 kr. inkl. en drink.

Lørdag den 10. december kl. 21.45. Med dj og en drink på billetten.

Psych-Out! - film fra undergrunden

Iván Zuluetas 'Rapture' ('Arrebato', 1980) blev i sin tid taget af plakaten efter bare to dage, men er i dag den mest kultdyrkede og myteomspundne af alle spanske film. Et ekspressivt og heroin-omtåget mareridt om en ung instruktør, der i bogstavelig forstand er besat af film og som langsomt går til grunde foran lærredet. Selvom den blev indspillet på bare to uger gik ’Arrebato’ vildt over budgettet, fordi Zulueta og hans hold brugte alle pengene og mere til på heroin. Og det kan tydeligt ses. Der er post-punk’et undergangsromantik og paranoia for alle pengene i hvert eneste øjeblik af dette fortabte hovedværk. ’Rapture’ kan fint kan ses som en allegori over filmmediets vampyriske fascinationskraft – og som Zuluetas selvbiografi. ’Rapture’ blev Zuluetas sidste film og vises i en flot ny 35mm-kopi. Efter filmen er der plader på rejsegrammofonen og kolde øller for kolde kontanter i Asta Bar.

Torsdag den 15. december kl. 21.30. Med introduktion.

Månedens Dokumentar – 250 mio. private våben. Why?

Den dobbelte Oscar-vinder Barbara Kopple ('Harlan County, U.S.A.', 'American Dream') ser i sin nye film 'Gun Fight' med friske øjne på det amerikanske samfunds omgang med våben. 'Gun Fight' går dybere ind i de psykologiske mekanismer omkring retten til at bære våben 10 år efter Michael Moores 'Bowling for Columbine'. Kopple belyser sit emne gennem levende og ofte hjerteskærende beretninger fra våbenlobbyister, nedslidte skadestuer, desperate læger og ofre for våbenvold. Vi møder bl.a. Colin Goddard, der blev ramt fire gange under Virginia Tech-massakren og som agiterer for strengere våbenkontrol.

22.-30. december kl. 19.15.

Mest for børn:

Bio Min Bio

Nyd et gensyn med de animerede legetøjsfigurer i John Lasseters opfindsomme og banebrydende 'Toy Story 1', hvor robothelten Buzz Lightyear, som det nyeste indkøbte stykke legetøj, skaber forvirring på børneværelset.

Søndag den 11. december og mandag den 26. december.

Bio Min Bio - jule-ekstra!

I juleferien udvider vi Bio Min Bio-programmet så der bliver ekstra oplevelser for hele familien. Således kan du opleve 'Toy Story 2', som fortsætter legetøjsløjerne i børneværelset, samt Bille August klassiker 'Pelle Erobreren' og Tomas Villum Jensens familiehyggefilm 'Min søsters børn i sneen'.

Filmene vises mellem den 11. december - 29. december. 

Børnebiffen - også i juleferien

December står i klassikerens tegn til de mindste filmelskere fra 3 år og opefter. Cirkeline får lov at indtage biografens lærred og underholde med sine bedste venner. Se dem danse rundt om juletræet og oplev dem i sneen i Cirkeline på med vanten. Vi skal også møde den forældreløse pige i 'Tigre og tatoveringer', som kommer til at tatovere alfer og nisser på en barsk fyr.

Serien vises i hele december.

Tid: December måned
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412