Susanne Bier og Lone Scherfig er to af Danmarks mest populære og succesfulde instruktører. Men kigger man bare en tand længere ned ad listen, glimrer kvinderne ved deres fravær. Hvorfor er kun omkring hver femte danske spillefilm instrueret af en kvinde? Kun fire ud af 22 film produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut i 2014 og seks ud af de 24 premieresatte film i 2015 har en kvinde i instruktørstolen.
Ifølge statistikken er der ikke tale om diskrimination fra Filminstituttets side. Procentvis får mænd og kvinder lige mange afslag. Der er bare langt færre kvindelige ansøgere. Ikke desto mindre har den danske filmbranche et problem, som DFI senest ved indgangen til næste år vil undersøge, lovede direktør for Filmstøtte i DFI, Claus Ladegaard, på weekendens SPOT Festival i Aarhus.
Spørgsmålet er, hvornår kvinderne falder fra – og hvad branchen kan gøre for at få dem på banen. Det havde weekendens SPOT Festival, der i år havde tilføjet filmseminar til programmet, fredag eftermiddag inviteret netop Claus Ladegaard, instruktør og bestyrelsesmedlem i Danske Filminstruktører Mette-Ann Schepelern og producent Ronnie Fridthjof til at diskutere i paneldebatten "Kønskvoter i dansk film".
Mangler kvindelige talenter
Men er kønskvoter løsningen? Ikke umiddelbart. At dømme efter holdningerne i panelet er kønskvoter som værktøj lige så upopulære i den danske filmbranche, som de er i bestyrelser og EU.
"Jeg kan sige med sikkerhed, at hvis det blev sådan i morgen, at der skulle være lige mange kvindelige og mandlige instruktører, ville filmene blive dårligere," siger Ronnie Fridthjof. "Lige nu er problemet, at der ikke er nok kvindeligt talent. Det handler ikke om, at jeg ikke vil vælge en kvinde. Det handler om, at der ikke er ligeså mange," siger han og tilføjer, at han faktisk savner flere kvinder i filmbranchen til at "komme med deres blik og fortælle deres historier."
Men hvis grunden er, at kvinder ikke vil jobbet, skal man ikke tvinge dem, mener Fridthjof.
Mette-Ann Schepelern går heller ikke ind for kvoter, men mener, branchen bør arbejde med at rekruttere flere kvinder til filmbranchen.
"Jeg formoder, at rigtig mange kvinder, ligesom mænd, har lyst til at fortælle deres historie," indvender hun. "Jeg tror ikke, vi er klar til kvoter. Men vi er klar til at sætte ind, hvor det er vigtigt, og det er i rekrutteringen. Vi har ikke talentmassen i dag, og derfor skal vi arbejde med at opbygge kapaciteten."
Når vi først er nået til støtteansøgninger på Filminstituttet, er løbet kørt, siger hun. Man skal starte langt tidligere. Hvorfor f.eks. ikke lade sig inspirere af musikbranchens lejre for piger, der lærer at spille musikinstrumenter, med lejre, hvor piger laver actionfilmscener? Eller tage ekstra hånd om de kvinder, der mister modet til at søge igen efter første afslag på Filmværkstederne?
"Hovedsagen er, at kvinder og mænd er lige gode til at lave film. Hvis der ikke kommer kvinder nok til fadet, går vi glip af en kvalitet," konkluderer hun.
En særlig kvindelig kvalitet?
Den kvalitetsdefinition griber Claus Ladegaard.
"Hvis kvinder og mænd er lige gode til at lave film, og vi går glip af en kvalitet, hvis der ikke er nok kvinder, der kommer til, må der være en form for særlig kvalitet, når kvinder laver film. Det tror jeg faktisk også, at der er. Og det er den mest interessante diskussion: Hvad er det for nogle stemmer, vi mangler i dansk film?" spørger han og svarer selv: Det er de kvindelige instruktører, der tilbyder et alternativt blik fra mændenes og "diversitet i udtryk eller indhold."
Som respons på et forslag fra Ronnie Fridthjof om en pulje med ekstra penge til produktioner med kvindelige instruktører tilføjer Ladegaard: "Hvis det er de samme film, bare instrueret af en kvinde, synes jeg, det er spild af penge. Jeg synes ikke, det er et mål at øge antallet af Kathryn Bigelows, som kan lave super hardcore action. Det er mændene udmærkede til. Hvis vi skal gøre noget i forhold til puljetænkning, skal det være fordi, kvinder kan lave nogle film, der kan gøre os klogere på noget andet."
Her protesterer Schepelern: "Vi skal ikke have flere kvinder, der laver film, fordi de laver film på en kvindelig måde. Vi må være ydmyge over for, at de stemmer, der skal tale, taler deres eget sprog. Det kan vi ikke på forhånd lægge ned i kasser. Det vigtige er, at lige mange får lov til at komme til. Vi er nødt til at lade mangfoldigheden blomstre."
Ladegaard: "Det er jeg sådan set enig i, men jeg synes ikke, man kan sætte lighedstegn mellem mangfoldighed i indhold og udtryk og antal af mænd og kvinder. Hvis det bare er et spørgsmål om at skifte alle instruktørerne på 'Min søsters børn' ud med kvinder, er det ikke interessant. Det interessante er at tale om kvaliteten."
Schepelern: "Det er derfor, vi sidder her. Vi vil gerne sikre dansk films kvalitet fremover. Det tror jeg på sker, når vi arbejder ud fra et mangfoldighedsprincip."
Ladegaard: "Betyder det, at kvaliteten automatisk bliver større, hvis lige mange mænd og kvinder laver film?"
Schepelern: "Jeg tror, hvis du har lige mange af hver, får du simpelthen bedre kvalitet i den anden ende."
Fridthjof mener, at flere kvindelige ansøgere vil højne kvaliteten af den simple årsag, at talentudbuddet vokser. "Hvis ellers mændene holder trit, vil vi i sidste ende få bedre projekter, fordi den samlede masse er større," siger han.
Schepelern tilføjer, at spørgsmålet ikke udelukkende handler om kvalitet – selvom det er et subjektivt begreb, der også inkluderer diversitet – men at hele befolkningen skal føle sig repræsenteret i den kunst, der er kommet til verden ved hjælp af offentlige midler. "Vi lever i et demokrati, hvor alle køn betaler skat. Ergo er der en ligestillingslov, der også gælder dansk film," siger hun.
DFI har sat vækkeuret
Og så er vi tilbage til, hvordan man kan få flere kvinder til at søge filmstøtte. Hvad er Filminstituttets eget ansvar?
"Vi har sovet i timen," indrømmede Henrik Bo Nielsen til TV 2 News i oktober. Her syv måneder efter spørger panelets moderator Nanna Frank Rasmussen Ladegaard, om de er "faldet fuldstændig om i en komatøs søvn på Filminstituttet?"
"Fordi vi har arbejdet med det etniske område, har vi parkeret det her en smule," forklarer Ladegaard og henviser til den mangfoldighedsindsats, Filminstituttet præsenterede i januar. "Det kan man sagtens kritisere os for, men det har været ud fra den betragtning, at man ikke kan gøre alt på en gang," siger han og bedyrer, at DFI i løbet af sommeren – og allersenest i starten af næste år – vil sætte gang i en undersøgelse af problematikken samt tage konkrete initiativer i samarbejde med brancheorganisationer, skoler og andre støttesystemer.
"Vi sover stadig, men vi har sat vækkeuret," siger han.
